38 / 295
1. FEBRUAR 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 3
Graven langs V oldene! Nej — det gjaldt i Sandhed a t være
aarvaagen ikke mindre end før! Og København v a r aarvaagen.
Sammenholdet var ubrydeligt, Begejstringen for Fædrelandets
hellige Sag var snarere vokset end svækket under den lange Be
lejring, og Frederik den 3die sad saa fast som før i sin Rede,
omgivet af sit trofaste F o lk !
Det gjaldt a t holde Løbet i Kanalen og Vold gravene fri for
T illukning af Is. Her var Renteskriver J e n s L a s s e n en ivrig og
raadsnar Mand, der indlagde sig stor Fortjeneste. Uden Stands
ning arbejdedes der paa Voldenes Udbedring og Forstæ rkning
med Stormpæle, spanske Ryttere og Palisader. Alle Vagtposter
Skaane og var nu vendt tilbage til Lejren i Brønshøj, fast be
slu ttet paa a t ville storme København. Han havde faaet sin
Belejringshær sty rk et med Tropper fra Skaane, med Mandskab
fra de gamle svenske Landskaber og med de Kommandoer, der
laa spredte rund t omkring paa Sjælland. Dag og N at lod ban i
store Masser forfærdige Isbroer og Stormstiger og foretog jævn
lige A larmeringer og forstilte Angreb for at udm atte og ængste
Københavnerne, ■som han paa den Maade mente a t gøre mindre
aarvaagne og tjenstdygtige, n aar Ø jeblikket til det' virkelige
Stormangreb endelig kom.
P aa en af disse blinde A llarmdage — den 18. Januar — gik
Panoram a over den Del af øster-V old (nærm est Ø sterbrogade), hvor G ravem askinen begyndte sit op siugende Værk i 1894.
Fot. Peter E lfelt.
gjordes saa stærke, som det var muligt, og Vaabenbestanden blev
neje andeisøgt a f Byens. Rodemestre, der foretog Optælling af
d e t krigsdygtige Mandskab og a f de Forsvarsm idler man havde til Kaa-
dighed. Og Undersøgelsen gav det glædelige Resultat, a t Vaaben-
forsynlngen nu var langt bedre end ved Belejringens Begyndelse.
Dengang havde knap Soldaterne havt tilstræ kkeligt Værge, Nu
var selv Borgerskabet godt forsynet, id et Hollændernes Ankomst
havde forøget Vaabenbestanden. Baacle Soldater og Bon-gere fik en
Gang for alle deres bestem te Vagtposter anvist, og for a t faa
Vished for, af Alt var i Orden, lod man nu og da Stormklokken
lyde og slog blind Allarm. Og for a t Borgerne i det glatte Vin
terføre ikke skulde forhindres i a t bestige Voldene, n aar T jene
sten kaldte, fik de Ordre til a t forsyne sig med Issporer, — Intet
var for ringe a t ia g tta g e !
Man var m idt i Januar 1659. Carl Gustav havde væ ret paa en
hastig Inspektionsrejse til Fyn, havde tilb rag t e t P ar Dage i
Landgreven a f H e s s e n -H om b u r g over Kai lebodstrand med sit
R ytterregim ent og sprængte løs paa Chrlsfcianshavns; Vold. Hans
Ekspedition mislykkedes, og selv fik han sit Ben afrevet af en
Kanonkugle, og m aatte føres bort paa en Slæde. Sidenhen gik
han under Navn af „Landgreven med Sølvbenet”, fordi han er
statted e sit mistede Ben med e t kunstigt Ben af Sølv, hvad der
dog ikke forhindrede ham i nogle Aar efte r a t udvise stor Tap
perhed i Slaget ved F e h r b e l l i n , hvor han kæmpede i bran-
denburgsk T jeneste og saaledes bidrog til at knække Sverrigs
M agtstilling og grundlægge Preusens nuværende Verdensherre
dømme.
Carl Gustavs planlagte Skinangreb uanede deres Højdepunkt
den 9åe Februar, da han formerede h e le sin Hær til Slag, og
Københavnerne m aatte faa det bestem te Indtryk af, a t nu var
Afgørelsens Time kommen.
Endnu var Maalet dog ikke fuldt, — først til to Døgn derefter
34