34 / 295
1. FEBRUAR 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 3
P aa sit knappe Sømandssprog b eretter han i sin Rapport om
Slaget. „Fægtningen varede 5 å 6 Timer og syntes mig hel sk arp “',
siger han. Ja, vist havde den væ ret skarp! Han havde m istet fem
Skibe, hans to Admiraler var faldne, og 800 Matroser og Soldater
havde offret Livet! Men han havde frelst Æren og vist sig som
en ægte Helt. Han har nu kun tilbage at styre mod København
til Undsætning. Han slipper uskadt med sin Flaade langs Svenske
kysten, og faa Timer senere hilses han med Jubel af de danske
Orlogsskibe ud for København, hvor det store Glædesbudskab
bringes Kong Frederik den 3die, der næste Morgen befaler Sjæl
lands Biskop at foranstalte Takkebønner afholdte i K irkerne og
at lade afsynge Salmen „O store Gnd, vi love Dig“. Samtidig
lader, han følgende Skrivelse udgaa til Borgmestre og Raad:
„Eftersom Fjenden haver opbrudt og sine Belejringsværker her
for Byen forladt, saa haver I den Anordning a t gøre, at Klok
kerne og Sejrværkerne her i Staden nu h erefter som tilforn ringe
og lade sig høre.“
Denne Kongens officielle G lædesyttring var berettiget. Thi selv
om Carl Gustav kun havde forlagt sit Hovedkvarter til Brønshøj,
og selvom der endnu forestod København en lang Trængselstid, var
dog den øjeblikkelige Fare for Hovedstaden lykkeligt overstaaet,
og Landet havde undgaaet det ydmygende Nederlag, som Carl
Gustav i sit utidige Overmod havde forudsagt med saa stor Sikkerhed.
Hollænderne havde paa den smukkeste Maade opfyldt deres
Mission. De havde bragt Hjælp baade med en anselig Troppe
styrke og med rede Penge, de havde bragt Brød og Levneds
midler til de mange sultende Munde, og de havde tvunget den
svenske Belejringshær, der som en trykkende Mare næsten i tre
Maaneder havde ligget um iddelbart opad vore Volde, til at re ti
rere og til ialtfald foreløbig at m aatte opgive Belejringen. Det
var saaledes ikke underligt, a t den 30te Oktober 1658 fejredes
som en sand Festdag af Københavnerne.
Fjenden efterlod af hele sin Styrke kun en Ryttertrop paa
Valby Bakke, ligesom for endnu -— for et Syns Skyld —- at ud
æske os til Kamp, og for at antyde, at hans Tilbagetog var fri
villigt. De forladte Stillinger blev strax besatte af danske Trop
per, og under Klang af K irkeklokker og under Glædessalver fra
K anonbatterierne strømmede Hovedstadens Befolkning ud ad
Vesterport for paany a t trække frisk Luft udenfor Voldene og
for at glædes ved Synet af Fjendens forladte Lejrpladser, som
man forefandt fulde af alskens Kvæg og Husgeraad, der tydeligt
viste det Hastværk, hvormed han havde m aattet fortrække.
Københavnernes Fryd over Svenskernes hastige Forsvinden fin
der man udtrykt i efterfølgende Rimerier:
Lystelig, lad gaa!
Vor Fjende maa
Fly hen bag Valby Bakke!
Han efterlod,
Hvor H ytter stod.
Gæs, Grise, Spyd og H a k k e!
Den 3die November tog man fat paa at sløjfe de fjendtlige
Skanser og Batterier, og et Par Dage forinden var Chefen for
de hollandske Landtropper med sine O berstlieutenanter og Over
vagtmestre blevet modtagen i Audiens af Frederik den 3die
og sam tidig udskibedes fra den hollandske Transportflaade, der 80
Sejlere stæ rk laa paa Rheden, over 2000 hollandske Soldater, der
hurtigt fik Anvendelse som Vagtposter omkring Byen, hvorved
der forskaffedes de københavnske Tropper en velkommen cg længe
tiltræ ng t Hvile.
Endnu var selve den hollandske Orlogsflaade ikke arriveret til
København. O b d am følte det som en Æ rgærrighedssag a t vise
Svenskerne, at hans medtagne og forhullede Skibe alligevel var
istand til at holde Søen, og først nogle Dage ind i November
ankrer han, efter haarde Kampe for a t vinde frem, op foran Ho
vedstaden, hvor han straks indbydes til Taffel hos Kongen, der
paa alle Maader viser ham sin høje Gunst og Taknemmelighed for
udførte Bedrifter, hvis Resultat havde været, at to af Fjendens Skibe
var erobrede, henved en Snes forjagede til Kronborg, medens Re
sten undslap til Landskrona, som fra nu af blokeredes af de Danske.
Men — desværre, den overlegne Stilling, den danske og hol
landske Flaade i Forening havde tilkæm pet sig, havde ikke den
Lykke i sit Følge, som man med god Grund havde haabet paa.
Der hvilede et forunderligt Uheld over de talrige Søekspeditioner,
man foretog i den nærmeste Tid, f. Eks. da man søgte at af
spærre Landskronas Havn ved at sænke Sten i dens Indløb, og
da man i November Maaneds Slutning sendte en Ekspedition med
Fodfolk ombord til Kronborg for at overrumple Svenskerne. Begge
Forsøg mislykkedes ved uforudselige Tilfælde. Og ikke mindre
faldt et Forsøg paa at bemægtige sig M alm ø hu s, for derved
paany a t faa Fodfæste i Skaane, uheldigt ud. I denne Plan blev
C o r f i tz U l f e l d t af Svenskerne m istænkt for a t være Medvider, og
fra det Øjeblik var i hvert Fald hans Rolle udspillet i Sverrig.
Samtidig led Danmark T abet af to dygtige Mænd — den tapre
E skadrechef P e t e r B re d a l, der under en T ræ fning i Alssund
faldt for en fjendtlig Kugle, og U lr ik C h r i s t i a n G y ld e n lø v e ,
hvis Død var af en endnu mere vidtrækkende Betydning.
G y ld e n lø v e var som bekendt Christian den 4des Søn med
V ib e k e K ru s e og fødtes 1630 paa Ibstrup, det nuværende J æ
g e r s b o r g , og naaede saaledes ikke engang Trediveaarsalderen.
Allerede i Drengeaarene røbede han en ualm indelig Opvakthed;
som en tolvaars Knægt gjorde han sig bemæ rket ved a t holde en
fortrinlig latinsk Tale, der nød den Æ re a t befordres i Trykken;
Christian den 4de elskede denne Søn, der slægtede ham saa
mæ rkeligt paa baade i Retning af Foretagsomhedsaand, Dygtighed
og ildfuldt Temperament, og han viste ham sin faderlige Bevaa-
genlied ved tidligt at skænke ham de fynske Godser U lr ik s h o lm
og Ø s te r g a a r d og ved at give ham Rigsmarsken A n d e rs Bil-le
til Formynder.
Gyldenløve var i Udlandet, da Christian den 4de døde, og kunde
saaledes ikke hindre den Forsmædelse, der overgik hans Moder,
der paa U lfeldts Befaling øjeblikkelig udvistes af Rosenborg, og
som, da hun nogle Uger efter døde af Sorg, paa en simpel Ar
bejdsvogn kørtes ud af Byen ved N attetid og jordedes paa den
ny K irkegaard ved Nørreport. At Gyldenløves Forhold til Søste
ren, E le o n o r e C h r is ti n e , efter dette blev yderst spændt, følger
af sig selv, og bekendt er det, at han nogle Aar senere udfordrede
K a y L y k k e , der havde væ ret Kammertjener hos Kong Christian,
til Duel, idet han beskyldte ham for a t have væ ret et villigt
Redskab for U lfeldt i den vanærende Behandling af Moderen —
og ikke mindre bekendt, at Kaj Lykke paa uridderlig Vis undgik
Gyldenløves frygtede Kaarde ved at tage Flugten.
Gyldenløve havde tag et ivrig Del i Krigen i Nederlandene,
hvor han under den berømte Feltherre L u d v ig a f C o n d é kæm
pede paa spansk Side mod Frankrig, og hvor hans Navn ofte
nævntes med Berømmelse.
Da Carl Gustav erklærede Danmark Krig, blev Gyldenløve kaldt
hjem og viste sig snart som en fuldt uddannet og glimrende
Krigsmand, der forstod a t gøre sig elsket ikke mindre blandt
Menigmand end ved Hove. Og det beror paa en fuldkommen falsk
Opfattelse, naar det er blevet paastaaet, at hans Halvbroder,
Kong Frederik den 3die, betragtede ham med M istillid og Skin
syge. Havde det forholdt sig saaledes, havde Kongen neppe i 1656
betroet ham det højst delikate Hverv at møde deres fælles Søster,
Eleonore Christine, der var ankommen til Jylland og agtede sig
til København, for a t meddele hende, a t Adgangen til Hoffet var
hende forbudt, og for at formaa hende til skyndsomst at forlade
Landet. D ette Møde har m aattet være begge P arter stæ rk t pinligt,
og sikkert har Gyldenløve paa sin stakkels Moders Vegne næret
b ittre Tanker mod Eleonore. Og naar Sammenkomsten forløb
uden stærke Rivninger, ta le r det højt til Ros for Gyldenløves
ridderlige og overlegne N atur. —
Alle historiske Beretninger beviser klart, hvor frem ragende den
Plads var, som Gyldenløve indtog under Københavns Belejring,
og livor glimrende han udfyldte den. Han var i Virkeligheden
Forsvarets Sjæl, den, til hvem Tropperne havde den fuldeste Til
lid, og den, hvem Kongen villigst laante Øre.
En af de sidste Gange, Ulrik Christian Gyldenløves Navn næv
nes i Belejringens Historie, er den 2den November 1658, da han
faar kongelig Ordre til frem tidig hver Dag at møde paa Slottet
i det gule Gemak til Raadslagning hos Majestæten i Forening
med Kommandanten H a n s S c h a c k og Chefen for Rytteriets
Livregiment, H a n s A h l e f e l d t . Faa Uger efter tager den Syg
dom, han tidligere har lid t under, pludselig skæbnesvanger Fart,
og midtvejs i December Maaned gaar han bort under haarde
Dødskampe, og man fortæ ller, at hans Sjælesørger, J e n s J u s t e
se n , kun vanskeligt kunde gøre ham forstaaeligt, a t denne Gang
m aatte han overgive sig uden Pardon, og at Døden var en Fjende,
ligeoverfor hvem selv de største K rigshelte m aatte give fortabt.
Under mægtig Deltagelse stedtes Gyldenløve til Jorden. Dan-
30