75 / 295
2. AARGANG N
r
. 6
FØR OG NU
15. MARTS 1916
uden en eneste menneskelig Følelse eller Tanke. Stakkels Caroline
M ath ild e! Har hun forbrudt sig. har hun haardt m aattet bøde
derfor. — — — —
Vi kunde til Slut have Lyst til a t tilføje nogle Ord om Enevold
Brandt, Struensee’s Lidelsesfælle.
Ligesom Brandt historisk set staar dybt i Skygge for Struensee’s
langt betydningsfuldere Skikkelse, er ogsaa de E fterretninger vi
har om hans Personlighed og Livsførelse forholdsvis karrige
og faa.
B randt studerede Jura og fik i Aaret 1764 Udnævnelse som
Assessor i Højesteret. Allerede tidligt var han paa Grund af sine
Fam ilieforbindelser bleven k n y ttet til Hoffet (1755 faar han Titlen
af Hofjunker og fem Aar senere forfremmes han til Kammerjunker),
men som en Følge af udvist Taktløshed, foranlediget ved Skinsyge
paa den favoriserede Hofsnog, Grev Holck, falder han i Unaade
og fjernes.
Da er det, a t han under Christian den 7des Udenlandsrejse faar
Lejlighed til at komme i Kongens Nærhed og til at se sig reha-
vælge Vaaben. Kong. Christian foretrækker de bare Næver, som
han er mest vant til a t bruge. Og i den paafølgende Nævekamp
for glemmer Brandt sig i den Grad, at han trykker Majestæten op
mod Væggen, overfuser ham med de groveste Skældsord, griber
ham om Halsen og giver ham en regulær Dragt Prygl, der hen
sæ tter Kongen i dødelig Angst. Han vrider sig af Smerte og
beder bønligt om Forladelse.
Samme Dag fortæ ller Kongen uden Omsvøb sin Negerdreng og
sine Kammertjenere, hvad der er passeret, og Rygtet derom bre
der sig h u rtig t fra Hoffet ud over Byen. Brandt, der tidligere
havde modtaget Mathildeordenen sammen med Struensee, udnævnes
ved dennes Indflydelse, kort efter den komprommiterende Katastrofe,
til G randmaitre de la Garderobe, der giver ham T itlen af Excel
lence og skal tilkendegive, at Kongen har tilgivet ham. Men
hans sørgelige Skæbne e r beseglet.
Dette Overfald er B randt’s Brøde, den hvorpaa han fældes. Men
tager man alle Forhold i Betragtning, ikke mindst den Kendsger
ning, at Slagsmaal til enhver Tid var en af Christian den 7des
:n blev klemt ned i et dybt Hul. — Hvorfor disse sørgelige Rester ligger tilbage
biliteret. Ved Struensee’s Indflydelse vender han tilbage til det
danske Hof, hvor han ved sine T alenter som munter Selskabs
broder vinder mere og mere Tærræn og for saa vidt fortsæ tter
sin Families Hoftraditioner, som hans Fader havde indtaget S til
lingen som Dronning Sofie Magdalenes Kabinetssekretær.
Omslaget i hans tilsyneladende straalende Kariére sker den Dag,
da han lægger Haand paa „Herrens Salvede“, Hs. Majestæt Kon
gen og gennemprygler ham. Struensee og han havde i Selskab
med Andre været tilstede ved Dronningens Frokosttaffel sammen
med Kongen, der som sædvanlig ikke deltog i den skem tefulde Under
holdning, men sad upaaagtet, bestandigt stirrende sløvt hen for sig.
Pludselig vender Christian den 7de sig mod Brandt, paa hvem
han af forskellige Grunde har et Horn i Siden, og raaber højt:
„Jeg skal give Dem en D ragt Stokkeprygl! Det er til Dem, jeg
taler, Hr. Greve, Forstaar De m ig ?“
Derved finder Brandt, der tillige forlængst er træ t og led ved
altid at skulle færdes omkring den gale Monark, sin Æ re som
Adelsmand krænket. I yderste Ophidselse følger Brandt efter
Kongen ind i hans Gemak, udfordrer ham og overlader ham at
er en uløselig Gaade. De skamskænder kun Minderne om den fordums Idyl.
kæreste Adspredelser, føles B randt’s Dødsdom som oprørende og
som en Skændsel for dansk Retspleje.
Enevold Brandt var efter den almindelige Mening oprindeligt •
en højmodig Natur, tapper og viljefast. Men Hoffets giftige Luft
ødelagde lians gode Anlæg. Af Person var han nærmest styg og
hans Ansigtsdannelse frastødende. Desuden blev hans Sundhed
og hans glade Ungdomssind tidligt nedbrudt. Det fortælles, at
han udmærkede sig som en elegant Danser, u agtet hans Figur
var daarlig, og at hans Sangstemme, som han gerne lod høre,
lang tfra flatterede ham.
At han i sin Tid faldt i Unaade skal efter flere Beretninger
skrive sig fra, at han forsmaaede Juliane Maries ømme Tilnæ r
melser, og hans Dødsdom udtydes tildels som den forsrhaaede
Dronnings Hævn.
Det bør maaske ogsaa noteres, at da man hin Januarmorgen
1772 trængte ind i B randt’s Soveværelse, gav han ikke efter for
den væbnede Magt. Han greb i Hast sin Kaarde og forsvarede
sig længe og tappert, inden man fik ham overmandet.
Da B randt’s Dødsdom var falden, henvendte Guldberg sig til