15. MARTS 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 6
Det er en ofte gentagen Paastand, at mens B randt besteg Ska-
fa tte t med koldblodig Ro, viste Struensee en umandig Frygt.
Paastanden er usandfærdig.
Ganske vist, han gik kun med Besvær op ad Trappen, og mens
B randt selv afførte sig sine Klæder „frit og h u rtig t“, m aatte
Skarpretteren være Struensee behjælpelig.
Men hans Ro og
Aandsnærværelse svigtede ham ikke, og først da hans højre
Haand blev afhugget, gik der gennem hans Krop en K rampe
trækning af Angst og Smerte.
Medlidenheden maa i dette Punkt samles særlig om Struensee.
Han blev h en rettet sidst, og mens han sad i Vognen nedenfor
Skafottet i Samtale med Præsten, kunde han høre de Øksehug,
som „først borttog B randt’s Haand, dernæst hans Hoved og siden
delede hans Legeme“. Og da han omsider besteg R etterstedet
for at gennemgaa de samme Lidelser, m aatte han lægge sit
Hoved paa den Blok, der var farvet af B randt’s B lod!
Mangfoldige er de Kommentarer, man i Tidens Løb har givet
til de to Henrettelser. Endnu i vore Dage er Meningerne meget
Struensee siddende tæ t ved Siden af Dronningen paa Kanapeen
eller endog paa Sengekanten. Ifølge V idneudsagnene besøgte han
Dronningen fortrinsvis om N atten, særlig efter de hyppigt sted
findende Maskerader, og han forblev hos hende som Regel til
Kl. to. Naar han d erefter var gaaet bort ad den hemmelige
Trappe, der førte fra hendes til hans eget Sovegemak, ringede
Dronningen ofte paa sine Damer, og hendes Udseende var da
„særdeles echaufferet“.
Allerede Valget af Dronningens og Struensee’s Værelser var,
ifølge Vidneudsagnene, i høj Grad anstødeligt. Baade paa Gottorp
og Hørsholm, paa K ristiansborg og Frederiksberg Slot laa de med
paafaldende Konsekvens i den mest um iddelbare Nærhed af hin
anden og var forbundne med hemmelige Gange.
Da Rygterne om det brødefulde Forhold tag er F art og breder
sig ved Hoffet, beslutter Dronningens Kammerjomfruer „bekymrede
over Hds. Majestæts dyrebare N avn“ at lægge hende deres Sinds
Bekymring og deres allerunderdanigste Hengivenhed for Dagen.
De næ rmer sig deres høje H erskerinde med „ængstelige H jerter
Panorama over Terrænet omkring forhenværende Engelbrechts og Bechs Badeanstalter samt den ligeoverfor liggende Ejendom, „Christlansgave, som af Frihavnen o
delte — m indst dog med Hensyn til Exekutionen over Struensee,
der i hvert Fald havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse —
■Forholdet til Dronningen — der efter Loven formelt m aatte
bringe ham paa Skafottet. Derimod er den Anskuelse, at Brandt
ganske uskyldig dømtes til Døden, og at der altsaa for hans
Vedkommende er begaaet et Justitsmord, ret alm indelig baade i
Danmark og i Udlandet. Men under alle Omstændigheder er
baade for Struensee’s og B randt's Vedkommende Exekutions-
maaden en Skamplet i Christian den 7des Historie. Thi det til
kom Kongen at tage alle de Hensyn, som Dommerne ikke kunde
lade gælde.
Af Vidneforhørene fremgik det, hvor grænseløs uforsigtige Dron
ningen og Struensee havde væ ret i deres Forhold til hinanden.
Og naar Struensee’s offentlige Anklager, Generalfiskalen W iw e t,
erklærede, at M inisteren var optraadt, som om det var hans Vilje,
a t Alverden skulde kende hans Handlemaade, var det ikke med
U rette. Endnu da hans Forhold til Dronningen var begyndt at
blive intim t, havde hendes Kammerjomfruer samme uhindrede
Adgang til hendes Sovegemak som før. Og de fandt meget ofte
og taarefulde Øjne“ og advarer hende. Hun farer ikke op i Vrede.
Hun bliver taus og meddeler Struensee, hvad der er sket. Og i
den paafølgende Tid iagttager de større Forsigtighed, men længe
varer det ikke, før Lykken og Kærligheden gør dem ligegyldige
og glemsomme.
Rørende er det i Vidneudsagnene at læse om, hvorledes Caroline
Mathilde priser sine Kammerjomfruer lykkelige, fordi de kan
gifte sig med hvem, de vil, og hendes Erklæ ring om, at hvis hun
engang bliver Enke, vil hun gifte sig med en privat Person, som
hun elsker, selv om hun derved skal forlade ‘Land og Rige! Hun
beroligede sin Samvittighed ved a t sige, at hun bryder sig ikke
om Folkesnak, og ved at mene, a t der ikke er noget urigtigt i,
at en Hustru bliver sin Mand utro, naar han er gammel og er
bleven hende paatvunget!
Hendes Hjertensgodhed, hendes Elskværdighed baade mod Høje
og Lave bekræ ftes fra alle Sider. Som et uerfarent, uskyldigt
Barn rykkes hun bort fra sit eget Fædrelands Jord og hensættes
ved et lastefuldt Hof som Hustru ved Siden af en Mand, der
trods sin Ungdom er en Olding, en udlevet, aandssvag Regent
7 0