Previous Page  74 / 295 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 74 / 295 Next Page
Page Background

15. MARTS 1916

FØR OG NU

2. AARGANG N

r

. 6

Det er en ofte gentagen Paastand, at mens B randt besteg Ska-

fa tte t med koldblodig Ro, viste Struensee en umandig Frygt.

Paastanden er usandfærdig.

Ganske vist, han gik kun med Besvær op ad Trappen, og mens

B randt selv afførte sig sine Klæder „frit og h u rtig t“, m aatte

Skarpretteren være Struensee behjælpelig.

Men hans Ro og

Aandsnærværelse svigtede ham ikke, og først da hans højre

Haand blev afhugget, gik der gennem hans Krop en K rampe­

trækning af Angst og Smerte.

Medlidenheden maa i dette Punkt samles særlig om Struensee.

Han blev h en rettet sidst, og mens han sad i Vognen nedenfor

Skafottet i Samtale med Præsten, kunde han høre de Øksehug,

som „først borttog B randt’s Haand, dernæst hans Hoved og siden

delede hans Legeme“. Og da han omsider besteg R etterstedet

for at gennemgaa de samme Lidelser, m aatte han lægge sit

Hoved paa den Blok, der var farvet af B randt’s B lod!

Mangfoldige er de Kommentarer, man i Tidens Løb har givet

til de to Henrettelser. Endnu i vore Dage er Meningerne meget

Struensee siddende tæ t ved Siden af Dronningen paa Kanapeen

eller endog paa Sengekanten. Ifølge V idneudsagnene besøgte han

Dronningen fortrinsvis om N atten, særlig efter de hyppigt sted­

findende Maskerader, og han forblev hos hende som Regel til

Kl. to. Naar han d erefter var gaaet bort ad den hemmelige

Trappe, der førte fra hendes til hans eget Sovegemak, ringede

Dronningen ofte paa sine Damer, og hendes Udseende var da

„særdeles echaufferet“.

Allerede Valget af Dronningens og Struensee’s Værelser var,

ifølge Vidneudsagnene, i høj Grad anstødeligt. Baade paa Gottorp

og Hørsholm, paa K ristiansborg og Frederiksberg Slot laa de med

paafaldende Konsekvens i den mest um iddelbare Nærhed af hin­

anden og var forbundne med hemmelige Gange.

Da Rygterne om det brødefulde Forhold tag er F art og breder

sig ved Hoffet, beslutter Dronningens Kammerjomfruer „bekymrede

over Hds. Majestæts dyrebare N avn“ at lægge hende deres Sinds

Bekymring og deres allerunderdanigste Hengivenhed for Dagen.

De næ rmer sig deres høje H erskerinde med „ængstelige H jerter

Panorama over Terrænet omkring forhenværende Engelbrechts og Bechs Badeanstalter samt den ligeoverfor liggende Ejendom, „Christlansgave, som af Frihavnen o

delte — m indst dog med Hensyn til Exekutionen over Struensee,

der i hvert Fald havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse —

■Forholdet til Dronningen — der efter Loven formelt m aatte

bringe ham paa Skafottet. Derimod er den Anskuelse, at Brandt

ganske uskyldig dømtes til Døden, og at der altsaa for hans

Vedkommende er begaaet et Justitsmord, ret alm indelig baade i

Danmark og i Udlandet. Men under alle Omstændigheder er

baade for Struensee’s og B randt's Vedkommende Exekutions-

maaden en Skamplet i Christian den 7des Historie. Thi det til­

kom Kongen at tage alle de Hensyn, som Dommerne ikke kunde

lade gælde.

Af Vidneforhørene fremgik det, hvor grænseløs uforsigtige Dron­

ningen og Struensee havde væ ret i deres Forhold til hinanden.

Og naar Struensee’s offentlige Anklager, Generalfiskalen W iw e t,

erklærede, at M inisteren var optraadt, som om det var hans Vilje,

a t Alverden skulde kende hans Handlemaade, var det ikke med

U rette. Endnu da hans Forhold til Dronningen var begyndt at

blive intim t, havde hendes Kammerjomfruer samme uhindrede

Adgang til hendes Sovegemak som før. Og de fandt meget ofte

og taarefulde Øjne“ og advarer hende. Hun farer ikke op i Vrede.

Hun bliver taus og meddeler Struensee, hvad der er sket. Og i

den paafølgende Tid iagttager de større Forsigtighed, men længe

varer det ikke, før Lykken og Kærligheden gør dem ligegyldige

og glemsomme.

Rørende er det i Vidneudsagnene at læse om, hvorledes Caroline

Mathilde priser sine Kammerjomfruer lykkelige, fordi de kan

gifte sig med hvem, de vil, og hendes Erklæ ring om, at hvis hun

engang bliver Enke, vil hun gifte sig med en privat Person, som

hun elsker, selv om hun derved skal forlade ‘Land og Rige! Hun

beroligede sin Samvittighed ved a t sige, at hun bryder sig ikke

om Folkesnak, og ved at mene, a t der ikke er noget urigtigt i,

at en Hustru bliver sin Mand utro, naar han er gammel og er

bleven hende paatvunget!

Hendes Hjertensgodhed, hendes Elskværdighed baade mod Høje

og Lave bekræ ftes fra alle Sider. Som et uerfarent, uskyldigt

Barn rykkes hun bort fra sit eget Fædrelands Jord og hensættes

ved et lastefuldt Hof som Hustru ved Siden af en Mand, der

trods sin Ungdom er en Olding, en udlevet, aandssvag Regent

7 0