69 / 295
2.
AARGANG N
r
. 6
FØR
OG
NU
15. MARTS
1916
Søndagens Gudstjenester, og fra alle Prædikestole i Landet lød i
den paafølgende Tid, ligesom i Dagspressen, stedse ny Forhaanelser
og Forbandelser mod den styrtede Minister og hans Maitresse.
Saa paafulgte den modbydelige Proces med sit insulterende Sprog,
de mange vage Paastande og ondskabsfulde Bagtalelser, livor de
personlige Lidenskaber fik frit Løb, og for hvilke de to Ulykke
lige m aatte falde som blodigt Offer. Under Retsforhandlingerne
søgte Rantzau ihæ rdigt at gøre sin djævelske Indflydelse gældende.
Og i Kommissionen havde Guldberg og Andre, der hørte til Stru-
ensee’s hæ ftigste Modstandere, Sæde. I Sandhed — upartisk og
uhildet var denne overordentlige Domstol, der under Navn af
Inkvisitionskommissionen i Sagens Anledning var bleven nedsat,
mindst af Alt! Og man havde fra første Færd det bestemte Ind
tryk, at denne Domstol havde sat sig det til Opgave at fremstille
Struensee’s absolute Undergang som en bydende national og poli
tisk Pligt.
1 henved fire kvalfulde Maaneder hensad Struensee og Brandt,
lænkede som de gemeneste Forbrydere, i Kastellets Fængsel. Og
svarede han, at alle Midler til at fremtvinge Bekendelsen vilde
vise sig ganske frugtesløse.
Først da man lod man vide, at hans høje Beskytterinde sad
fængslet paa Kronborg, forlod Fastheden ham. Han G a st i Graad
og fortvivlede over at skulle bringe Ulykke og Skam over dem,
der var ham dyrebarest, hvorpaa han bad om at m aatte blive
ført tilbage til Fængslet. Dette blev ham nægtet. Man trængte
nu med dobbelt K raft ind paa ham. S a a opgav han Alt, for-
raadte Dronningen og havde i samme Øjeblik selv fæ ldet sin
Dødsdom.
Et Par Dage senere blev der, efter kongelig Ordre, sørget for
hans fortabte Sjæls Frelse. Dr. B a l t li as a r M u n te r, den tyske
Menigheds Præst, skulde forberede ham til Døden paa Skafottet
og omvende ham fra F ritænkeriet til Kristendommen. I sin Bog
om „Den tidligere Grev Struensee’s Omvendelseshistorie“, har
Munter givet en detailieret Beskrivelse om det Held, han havde
med sin Mission. Den højst mærkelige Bog vakte en uhyre Op-,
sigt rundtom i Europa og oversattes paa fem Sprog og har faaet
de Stadium. — Terrænet ligeoverfor, som det ser ud nu (se Teksten) Ved at sammenligne det med Billedet Side 62, som repræsenterer det samme Terræn
i 1880erne, faar man et Indtryk af, hvad Tidens Krav har fordret.
iver en Maaned lod man dem vansmægte i Uvishedens Rædsel,
ør man begyndte Forhøret over dem. Man havde anvendt Tiden
il om muligt a t finde Spor af et højforræderisk Komplot — men
orgæves. Dog, man vidste at hjælpe sig uden en saadan An
dage ! Maaden hvorpaa Struensee havde anmasset sig kongelig
Æagtfuldkommenhed, Voldshandlingen mod Majestætens Person i
ivilken han havde'væ ret in d v ie t— men, mere end Alt, Struensee’s
kærlighedsforhold til Dronningen, om hvilket man havde skaffet
ig modbydeligt kyniske, hadefulde men uafviselige Vidnesbyrd,
kulde nok vise sig tilstræ kkeligt til at retfærdiggøre den stren
geste Dom for Majestætsforbrydelse!
Straks i det første Forhør bragte Dommerne hans Forbrydelses
nest graverende Punkt paa Tale — det intime Forhold til Hendes
Æaj. Dronningen.
Til en Begyndelse nægtede han haardnakket Alt, og efterat
Lan var falden til Ro efter den Sjælekval, der i de første Øje-
»likke havde bemægtiget sig ham under dette Møde med sine
orhadte Dommere, m aatte man beundre den overlegne Fatning
ig Beherskelse, han viste. Han paaberaabte sig den Tillidspost
om Læge, han fra første Færd, og efter Kongens udtrykkelige
Jefaling, havde beklædt og stadig beholdt. Og da r. .n i det
læste Forhør truede ham med Tortur, saafrem t han ikke bekendte,
en forskellig Bedømmelse, snart som et glimrende Bevis paa
Kristendommens sejrrige Magt, snart som Udtryk for et fromt
Selvbedrag.
Og paa Kronborgs Fæstning sad den ulykkelige Caroline Mathilde
spærret inde fra Omverdenen. Sorgen over hendes forsmædelige
Fangenskab forøgedes kort efter ved Efterretningen om hendes
Moders Død, der var bleven fremskyndet ved D atterens tunge
Skæbne. Den bittreste Smerte led hun dog sikkert, da Dommerne
ankom til Kronborg for at underkaste ogsaa hende Forhør, og da
hun blev gjort bekendt med Struensee’s Tilstaaelse i Forholdet
til hende. Hun bevægedes stæ rkt, og tvungen af Omstændig
hederne afgav ogsaa hun en aaben Tilstaaelse men erklærede
sam tidigt med sjelden Ædelmodighed, at hun var den, der bar
hele Skylden for deres brødefulde Forhold, — hun havde været
Forførersken! Og nu tilføjedes der hende Krænkelse paa Kræn
kelse. Mathildeordenen, som nylig var bleven indstiftet og bl. A.
tildelt Struensee og Brandt, ophævedes øjeblikkeligt. Derpaa ud
stedtes Skilsmissebefalingen, og de fortvivlede Forsøg hun gjorde,
baade for at redde Struensee’s Liv og paa at nærme sig sin tid
ligere Æ gteherre for at opnaa denne Redning, tilbagevistes med
Kulde og Haan.
Dødsdommen var falden. Man manglede kun Kongens Under
skrift, for at den kunde blive fuldbyrdet, og man var spændt
65