S_FørOgNu_1916

15. MARTS 1916

FØR OG NU

2. AARGANG N

. 6

i ubehersket Vildskab! — Den 7de Juli 1771 fødte Caroline Ma

thilde en D atter, „hvis virkelige Fader man ikke kunde være i

Tvivl om“. Om trent sam tidig lod Struensee sig udnævne til Ge-

hejme-Kabinetsminister, og faa Dage efter ophøjede han baade sig

selv og sin svigefulde Ven B randt i den danske G revestand! Even

tyreren spandt det fa r

lige Net fastere og fa

stere omkring sig. Fra

nu af havde han of

ficielt — th i i V irke

ligheden havde han

længe havt det! — en

Magt, som i Danmark

ingen Undersaat hid

til havde siddet inde

med. Han var Lan

dets Rigsforstander, og

hvad det betød, naar

man ved sin Side hav

de en elendig, sinds

svag Konge og en

Dronning som sin E l

skerinde, behøver in

gen Forklaring.

Ved en egenhændig

Ordre af Christian den

7de, hvem Struensee

selvfølgelig havde lagt

Ordene i Munden, fik

han den uhørte Fuld

magt til frem tidigt at

udfærdige K abinets

befalinger ogsaa u d e n

Kongens Underskrift!

Stæ rkere kunde Buen

ikke spændes. Hans eneste trofaste Veninde, Dronningen selv,

havde indtrængende raad et ham fra at gøre dette sidste, dum

dristige Skridt, — men forgæves. Kongen var jo enevældig Mo

nark, saaledes ræsonnerede han, og naar Kongen havde udstedt

Dekretet, var Alt i Orden. — Ved Siden af en saadan Anmasselse

vejede Beskyldningen om,

at Struensee berigede sig

paa Statskassens Bekost

ning, ikke synderligt, seb.

om man fandt det forarge

ligt, at han, paa samme

Tid som han overalt ind

førte et utroligt Kniberi,

ødslede med Penge til sin

egen Fordel.

Uviljen mod ham havde

naaet sin Kulmination.

utvivlsomme

var glemte,

ham kun en

Person, hvis

og Overmod var

fantastisk,

skamløs Parvenu, der hav

de misbrugt Kongens Navn

og havde opbygget sin

eksempelløse Lykke paa

Landsfaderens Skændsel.

Ligesom Verdenshisto

rien neppe kan opvise

Mage til den Struensee’

ske Periode i Danmark,

frembyder den neppe hel

ler et Eksempel paa en

Mand, der i Løbet af saa

forbausende kort Tid er

naaet saa højt i Magt og

faldet saa dybt, og vel

ikke heller paa en Mand,

dér har væ ret saa levende

opfyldt af Ønsket om at

gøre N ytte og virke for

det alméne Vel, men som

paa samme Tid har sam

let en saa lidenskabelig

Forbittrelse imod sig som

Struensee. Man kan døm

me ham saa strengt, man

vil, — der var i hans

Livsskæbne

et tragisk

Moment, der i ikke ringe

Grad forsoner med hans

Karakters store Mangler

Pamfleter og Skandskrif

te r af pøbelagtig Fræ k

hed bredtes nu over Lan

det. Den Pressefrihed, han

selv havde indført, m aatte

H ovedvagten i K astellet, til højre Sjæ llandsporten. V agtparaden m usicerer.

Alle hans

Fortjenester

Man saa

formastelig

Frækhed

næsten

O pfyldning af Stadsgraven im ellem Ø sterport o g Langelinies Prom enade i 1880erne; den

æder sig frem fra Sm edelinien over m od Østre G lacis. — 1ste Stadium , se Teksten og Bil

ledet Side 66, som gen giver Fortsæ ttelsen af Stadsgraven forbi Ingeniørernes Barakker.

han dyrt bøde for. Hemmelige Truselbreve sendtes de to ny

bagte Grever, og navnlig lod man B randt vide, a t baade han

Struensee inden føje Tid vilde miste deres Hoveder. Bægret var

fuldt. Det danske Folk havde m istet Taalmodigheden.

Alen Struensee, var tilsyneladende hævet over al Frygt. Alis

stemningen vilde læg

ge sig. Han fortjente

ikke dette Had. Hans

H ensigter var redeli

ge, og hans Samvit

tighed god.

Sandheden var dog

den, a t han var gre

bet af dyb Bekymring.

Faren var for aaben-

bar, til a t han ikke

skulde kunne se den.

Men vige v ild e han

ikke. Hans Ærgær

righed var stærkere

end hans F ry g t.------

Den giftige Sæd

modnedes

langsomt

men sikkert. I Slut

ningen af Aaret 1771

havde Byen været

Vidne til alvorlige Pø-

belrevolter, og det nye

Aar, det skæbnesvang

re 1772, begyndte un

der Auspicier, der lod

ane nærforestaaende,

store

Begivenheder.

København

ventede

hver Dag en alminde

lig Folkeopstand, der skulde styrte Rigsforstanderen, og Adel

skabet, der hidtil havde holdt sig forsigtig tilbage, mentes at

have faaet mere Alod til a t puste til den ulmende Ild. Og navn

lig var Grev Rantzau virksom. Hans Had til Struensee lod ham

ikke et Øjeblik i Ro, og det paastaas med Sikkerhed, at de hef

tigste Skandskrifter, som

spredtes ud til Byens Pø

bel, stammede fra ham.

Han var Sjælen i den

store

Sammensværgelse

mod Struensee og Dron

ningen, den, som baade

støbte Kuglerne og skød

dem ud. Og til ham slut

tede sig Æ ventyreren Ge

neralkrigskommissær Be

r in g s k j o1d, der paaGr und

af personlige Fornærmelser

og Tilsidesæ ttelser nærede

et glødende Had til Stru

ensee, og som snart viste

sig som en Alester i Kon

spiration. Til disse to

Alænd sluttede sig efter

haanden to andre som vil

lige Redskaber; General

major E ic k s t e d t, en li

denskabelig og ærgerrig

dansk Officer, og Oberst

K ø lle r , en stortalende

Skryder, en dumdristig

tysk Soldat af den Type,

der paa de Tider hyppigt

søgte fremmed Krigstje-

Det gjaldt fremfor Alt

om a t formaa Enkedron

ning J u l i a n e og Arve

prins F r e d e r i k til at del

tage i Sammensværgelsen.

Ved a t spille en opdigtet

Proklamation fra Struen

see, angaaende Kongens

snarlige Afsættelse, i Hæn

derne paa disse to konge

lige Personer, lykkedes

Anslaget.

Og i Enke

dronningens

Gemakker

blev P lanerne fastslaaede

under Ledelse af hendes

nærmeste Fortrolige, den

pietistiskeE tatsraadG u 1d-

b e rg , der var Kabinets

sekretæ r hos hendes Søn.

Alt var h u rtig t

b e re d t.

Struensee og hans „Ven

Brandt, disse to Vampy

rer, der havde snyltet sig