S_FørOgNu_1916

2. AARGANG NR.

ø r

q q

15. MARTS 1916

S tru en see.

Med overlegen Kulde og Ro mærkede Struensee Uviljen vokse.

Tanken om at danne sig et Parti, paa hvis Medhold lian kunde

vide sig sikker, afviste han med Foragt. Men Frafaldet bredte

sig endogsaa til den Kreds, paa hvis Sympati og Taknemlighed

han burde have kunnet stole, — Rantzau og Enevold Brandt! Dem

havde han dog ført fra Skyggen ud i Lyset og givet dem P lad

ser nær ved Tronen, — men hvorledes gengældte de ham? De

følte sig begge skubbet til Siden — krænket, og nærede i deres

H jerter en nagende Misundelse mod hans enevældige Herskesyge.

Og har Struensee end lige overfor Rantzau været paa sin Post,

havde han udset Brandt til sin eneste Fortrolige ved Hoffet,

hvilket siden kom ham dyrt til at staa. Endogsaa i sine dybe

ste Intim iteter, i Forholdet til Caroline Mathilde, havde han ind

viet ham og skænket ham en Tillid, der gør hans ellers skarpe

Menneskekundskab ringe Ære.

Overfladisk set havde Brandt Træk tilfæ lles med den om trent

jævnaldrende Struen

see. Som denne var

han en udpræget Liber

tiner, en begejstret Be

undrer af Voltaire, hen

given til Elskovsæven-

tyr, fuld af Livslyst og

Vid. Og som Struensee

var han udgaaet fra et

strengt pietistisk Hjem.

Men ved nærmere Un

dersøgelse viste deres

K arakterer sig dog ret

forskellige.

E fter Struensee’s Øn

ske havde Brandt faaet

Stilling som den sinds

svage Konges Selskabs

broder i Stedet for den

styrtede Grev Holck,

et Embede, der ikke

har væ ret tillokkende.

Det var for Brandt et

Plaster paa Saaret, at

Posten forbandtes med

Stillingen som Inten-

dant ved H ofteatret og

D irektør for Kunstkam

meret og Malerigalle

riet. Det var Brandts

Orm at agere Mæcen

for de ædle Kunster,

men hans Interesse har

sikkert væ ret overfla

disk og nærmest et

Middel til at skaffe sig

Indflydelse. Han var

Hoffets

selvskrevne

måitre de plaisir og

havde et fremragende

Talent som Arrangør

af blændende Fester.

Og han skal i den R et

ning have udvist en

Ødselhed, der stod i

grel Modsætning til

Struensee’s økonomiske

Principer og gav An

ledning til Sammen

stød mellem de to Ven

ner.

Desuden —Stillingen

som Kongens uadskil

lelige Selskabskavalér

var uudholdelig, et Embede, der Dag for Dag blev ham mere og

mere modbydeligt.- For Struensee’s Skyld m aatte han im idlertid

varetage denne næsten vanærende Pligt, maaske ogsaa, fordi han

frygtede at miste sine andre Embeder. Hvorom Alting er — i

Stilhed voksede hans Misstemning mod Struensee sig stærkere og

stærkere, og denne Venskabsforbindelse var i Virkeligheden ganske

illusorisk.

I Byen tog farlige Rygter Overhaand. Det fortaltes, at Adgangen

til Tronen efterhaanden var spæ rret for dens Undersaatter. Ja,

hvad værre var, det blev paastaaet, at Hans Majestæt var Fange

i sit eget Slot, — og, værst af Alt, det hviskedes rundt i Krogene,

at han mishandledes, og at man i Forvorpenhed var gaaet saa

vidt, at man korporlig havde lagt Haand paa hans hellige Person!

Kongen, der dog, som Hvermand vidste, havde prisgivet sig for

Folkets Øjne paa den mest nedværdigende Maade, blev nu plud

selig lovprist som Folkets bedste Ven, som dets ophøjede Fader!

Han, der henslæbte Livet som et levende Lig! Dér sad han Dagen

lang _ ogsaa under Maaltiderne og ved Aften, naar Forlystelserne

af forskellig Art kaldte Hoffet sammen — ubevægelig, i dyrisk

Apothi, mumlende

1111

og da uforstaaelige Ord mellem de visne

Læber! Eller han kunde pludselig gribes af sit gamle Ødelæg

gelsesraseri, slaa Alt omkring sig i Stykker og kaste Borde og

Stole og Spejle gennem Vinduerne ud i Slotsgraven og raabe op

(Fortsat.)

n af Tysklands første H istorikere har hævdet, at mange n y t

tige og nødvendige Foranstaltninger, der maaske ikke vilde

liave set Lyset i et helt Aarhundrede, under Struensee kom frem i

mindre end to Aar, — th i længere varede jo håns mærkelige H erre

dømme ikke!

Ikke m indre end 600 K abinetsordrer udstedte han, mens han

stod ved Statsroret, -— hver Dag bragte nye Indretninger og nye

Udkast. Som ved et Trylleslag løstes de gamle, møre Baand, og

forfriskende Pust af sunde og rensende Luftstrømme strøg over

Danmark og Hertugdømmerne og kuldkastede raadne Fordomme

utaalelig Slendrian. Struensee var et Geni, en Fornyer, en

Mand, der i meget var forud for sin Tid. Og kan man end ikke

forsone sig med hans Personlighed og K arakter, maa man dog

beundre hans klare

Aand, hans faste Vilje,

lians Uforfærdethed og

hans Kæmpeenergi.

Struensee havde H ast

værk. Det var, som

om han ikke turde

spilde et Øjeblik for at

føre sine mangfoldige

Anordninger ud i Li

vet. Det kunde se ud,

som om han havde

Forudanelser om sit

snarlige Fald, — en

Fornemmelse af, at

Øksen laa ved Roden

af Træet!

Men saaledes forholdt

det sig ikke. Han vid

ste sig fuldkommen sik

ker paa Kongeparrets

uforanderlige Yndest,

og i sit Overmod mente

han ikke at burde tage

Hensyn til den offent

lige Kritik, der uund-

gaaeligt m aatte kom

me. Ligegyldig for Po

pularitet i Folkets b re

de Lag var lian lan g t

fra. Men han bejlede

ikke til Folkegunst. Og

han frygtede ikke den

Modstand, han mødte

hos de privilegerede

Stænder, pa,a hvis Om-

raader han havde gjort

saa voldsomme Indgreb.

Han lod dem rose og

dadle, smigre og bag

tale i Flæng. Som god

Psykolog kendte han

Menneskers

V ankel

mod. Han havde Mag

ten, og det var ham

nok.

Fra Begyndelsen hav

de Struensee lagt sig

ud med det absolute

Monarkis to Hovedstøt

ter — Gejstligheden og

Adelen. Gejstligheden

havde brændemærket

ham som Atheist, som

Religionens svorne Fjende og en samvittighedsløs Gudsbespotter.

Og Adelskabet, hvis hidtidige Forrettigheder han havde tilføjet saa

mange Grundskud, betragtede ham med Foragt som en fræk og

forvoven Lykkeridder, en ordinær Parvenú, en K arrikatur paa en

virkelig Statsmand, der endogsaa havde h aft den uhørte Dristig

hed at ophæve Geheimekonseillet, den ærværdigste og fornemste

af Landets Kollegier, og at afskedige Hestgarden, dette gamle,

eksklusive Korps, der var Adelens Stolthed.

Den egentlige Fare ved Struensees kraftige Reformer laa i

den Voldsomhed og Hast og Uforberedthed, hvormed han ivæ rk

satte dem. Han forsatte, indsatte og afsatte Embedsinænd paa

den mest hensynsløse Maade. Man saa en kongelig Betjent ride

gennem Byens Gader med Afskedsordrer, og det blev et staaende

Spørgsmaal: ,,Hos hvem har den gule Hest været idag.-' Der

fandtes snart ikke en Familie i København, der ikke havde en

Slægtning eller Ven mellem de styrtede. Og hvad der lorøgede

Misstemningen var, at alle. disse Kabinetsordrer udfærdigedes i

det tyske Sprog. Endogsaa de nye Love og Forordninger udsted

tes paa Tysk, Og naar Struensee til sin Undskyldning lejligheds

vis erklærede, at han ikke havde Tid til a t lære Dansk, gjorde

dette kun ondt værre. Med Taalmodighed havde man i lange

Tider fundet sig i Hoffets tyske Tilsnit, — men dette gik dog

for vidt!

C itadellet Frederikshavn. Møllen paa Kongens Bastion. 1915.