60 / 295
1. MARTS 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 5
mand paa Moden. Det hørte ikke til Mode og god Tone at elske
sin Hustru.
Tilsyneladende var dog Livet ved Hoffet lysteligt nok. Jagter
og Maskerader, Koncerter og K anefarter hørte til Dagens Orden.
Og i den vilde Kehraus førte den skamløse Sperling bestandig for,
assisteret af Kongens nye Yndling, den unge Grev H o lc k , der
var fræk og vellystig og formelig satte Galskaberne i System og
smigrede som en logrende Hund for Majestætens gale Luner. Sper
ling og Holck forstod at gøre Afstanden mellem det kongelige
Æ gtepar bestandig større og større. Og værre blev det, da Over-
hofmesterinden, den bigotte og intrigante Fru P ie s s e n , fra før
ste Færd arbejdede paa at indtage Dronningen mod Kongen. Hun
paalagde Caroline Mathilde allerede i Æ gteskabets tidligste Dage
at være tilbagevisende og knibsk, naar. Kongen krævede den Ret,
han havde som Ægtemand. Der
ved ophidsedes og forbittredes
han og fik fornyet Opfordring
til a t hengive sig til sine be
stialske Extravagancer. Og Ca
roline Mathilde trak sig efter-
haanden mere og mere tilbage i
Ensomhed, naget af Længsel efter
sit Fædreland og af Sorg over
sin forspildte Ungdom.
Hvad der i mange ulykkelige
Ægteskaber kan bringe en hel
dig Forandring i Ægtefæ llernes
Forhold, var her uden ringeste
Virkning. En Tronarvings Fød
sel i Begyndelsen af 1768 bedrede
ikke Christians Opførsel. Selv
i den Periode, da Dronningens
Nedkomst daglig ventedes, fa r
tede han omkring i Byens Ga
der i Selskab med sin Ven
Holck og andre uværdige Kum
paner, ja, endog med berygtede
Skøger, drak sig fuld og udsatte
sig for Slagsmaal, i hvilke han
ved en enkelt Lejlighed selv fik
en god D ragt Prygl. Dronningen,
Landets Regering og hans Folk
var ham ligegyldige, og hans
Hjerne forvirredes Dag for Dag
mere og mere. Sandelig — om
Caroline Mathilde forbrød sig
mod sin kongelige Gemal ved i
sin Letsindighed og Fortvivlelse
at lade sig daare af den aand-
fulde og dristige Struensee, da
havde hun for en menneskelig
Betragtning Undskyldning nok.
I Maj 1768 foretog Christian
den 7de sin bekendte Udenlands
rejse. Den skulde være det sidste Middel til at bringe hans T an
ker i en anden og heldigere Retning. Han havde med Henryk
kelse grebet dette Forslag, planlagde et Ophold paa to Aar i
England og Frankrig og sagde uden Smerte sin Dronning Farvel.
Men allerede efter et halvt Aars Fraværelse vilde han hjem, og
endnu en Gang modtog hans loyale Folk ham, ved hans T ilbage
komst i Begyndelsen af Januar 1769, med ubyklet og festlig
Glæde.
Fra denne Rejse hjem førte han den 30aarige J o h a n F r e d e r i k
S tr u e n s e e , der i Altona var bleven antaget som hans Læge, og
som havde forstaaet at indynde sig hos Majestæten ved et smi
digt Væsen, ved Læsning og Samtale, og hvis Indflydelse over
Kongen ogsaa efter Hjemkomsten til København var bestandig
voxende.
Struensee, der var født i Halle 1787 som Søn af en pietistisk
Præst, men selv — maaske netop som Følge af den rigoristiske
Opdragelse -— en Fjende af streng Religionsmoral, var et Menne
ske med rige Naturanlæg. Allerede i sit tyvende Aar havde han
ved U niversitetet i Halle erhvervet den medicinske Doktorgrad
og ved stadig Beskæftigelse med N aturvidenskaber og ved flittig
Studium af Oplysningsfilosofien, særlig af Voltaire, havde han
dannet sig sit eget metafysiske System, en praktisk Lykkemoral,
der finder sit Ideal i A ttraaen efter at gavne Samfundet og der
ved fremme sin egen Fordel. De højere ethiske Ideer/Fæ drelands
kærlighed, Tro og sædelig Begejstring anerkender han ikke — et
ægte Barn af sin Tid. Mennesket er efter hans Opfattelse skabt
til Nydelse, men maa være paa sin Post mod alle voldsomme
Lidenskaber, — en Livsanskuelse, der stemmer godt overens med
den Skæbne, der ventede ham. Følelsesfuld uden Sentimentalitet,
aaben af N aturen og anlagt for Yenskab, har han let ved at vinde
sine Omgivelser. Han besidder en livlig og modtagelig Aand, en
ubetvingelig Virksomhedstrang og Arbejdsevne og faar dog sam
tidig Lejlighed nok til at tilfredsstille sin utæmmelige Livslyst og
til, som den Epikuræer han er, at blande strengt Arbejde med
raffineret Nydelse, — ja, saale
des var den Mand, der i Løbet
af kort Tid efter sin Ankomst
til Danmark, tiltvinger sig Kon
gens Respekt og Lydighed og
Dronningens højeste Gunst, saa
a t han i Virkeligheden er den,
der regerer Landet.
I Foraaret 1769 udnævner
Christian den 7de sin Livlæge
Struensee til E tatsraad — en Ti
tel, der dengang betød noget i
Modsætning til nu om Dage —
hvorved han blev mere „hoff'a-
hig“ end før og kunde skaffe
sig Adgang til Byens fornemste
Kredse. H idtil havde han kun
væ ret en skarp Iag ttag er af de
nye Forhold, i hvilke Skæbnen
havde hensat ham. Og det skulde
ikke vare mere end faa Maane-
der, før Lejligheden tilbød sig
til at gøre Iagttagelserne frugt
bringende.
Ved Sommertid 1769 ansaas
Dronningens nedtrykte Tilstand
for en virkelig, alvorlig Sygdom,
der krævede Lægehjælp, Og paa
Kongens udtrykkelige Forlan
gende skal Struensee tilse Hen
des Majestæt.
Men Caroline Mathilde nærede
foreløbig alt andet end blide
Følelser for den Mand, der snart
efter skulde blive hendes er
klærede Yndling og Elsker. Hun
havde hidtil kun flygtigt set
ham og ansaa ham nærmest som
et overfladisk, upaalideligt Indi
vid af samme Slags som Grev
Holck, for hvem hun havde dyb
Foragt. Hun havde rygtevis erfaret, at E tatsraad Struensee havde
væ ret virksom for at skaffe Kongen en Elskerinde, naturligvis for
selv at blive vedkommende Dames virkelige Elsker og igennem
hende a t faa forøget Magt over Kongen. Man havde endda næv
net Damens Navn, — Kammerherre G ab e ls skønne og begavede
Gemalinde.
Her gjorde Dronningen dog Struensee U ret, hvad hun, saavidt
vides, ogsaa senere erkendte. Bag Struensee’s Bestræbelser laa
et ædlere Formaal, nemlig dette, a t Fru Gabel ved sine vindende
Egenskaber skulde paavirke Kongen og udvirke, at han med
større Venlighed nærmede sig til Dronningen. Forsøget mislykkedes
dog ganske. Fru Gabel følte sig fornærmet over Caroline Ma-
thildes Mistro og trak sig tilbage, for kort Tid efter at dø af
Græmmelse.
Im idlertid — Kongen blev ved sin Bestemmelse. Struensee og
ingen anden skulde være Dronningens Læ ge! Og saa blev det
farlige skæbnesvangre Skridt gjort.
I Ærbødighed nærmede Struensee sig Hendes kgl. Majestæt. Og
han var ikke blot en dygtig, skarptseende Læge, men en fin Psykolog,
en Kender af Mennesker, ikke m indst af Kvinder og Kvindehjerter:
56
Overlæge H alks Samling.
Grev Rantzau træ der ind til C aroline M athilde, der ligger i Sengen, og
byder hende staa op.