68 / 295
15. MARTS 1916
FØR OG NU
2. ÅARGANG N
r
. 6
ak ku rat det Samme som Struensee havde gjort, hvad hun havde
virket for det danske Folk. E fter P ligt og Samvittighed havde
hun stræ bt a t fremme baade Kongens og Landets Vel! Hun var
en Afmagt nær, og Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Og da
hun endelig faldt i Ro, y ttrede hun kun et eneste Ønske: at faa
sine Børn, som hun elskede, med sig. Man imødekom hende del-
et langt og hæsligt Mareridt. I jublende Skarer forsamledes man
paa Slotspladsen og helmede ikke, før man, under ustandselige
H urraraab, tvang Kongen til at vise sig. Ledsaget af Arveprinsen
traad te han frem paa Slottets A ltan og viftede med sit Tørklæde,
og op ad Dagen lod man ham køre i Guldvognen, der ikke var
bleven b eny ttet siden hans Formæling, gennem Byens Gader for
vis. Med sin faa Maaneder gamle Datter, en Goldamme og en
Hofdame sam t en af Dragonregimentets Majorer steg hun ind i
en Vogn, der’i den tidlige Morgen, under stæ rk Militærbevogtning,
førte hende til Kronborg. Kørslen har væ ret stærk. Den varede
kun akkurat tre Timer. Ved Afskeden ,i Slotsporten skal Rantzau
med trium ferende Mine have tilra ab t hende et „Adieu Madame!“
Saa snart som E fterretningen om Paladsrevolutionen var naaet
ud i Byen, var det, som om man følte en lykkelig Befrielse efter
at hyldes af sit Folk. Han var blev som et Lig, og den dybeste
Sjæleangst stod malet i hans Ansigt.
D erefter var der stor Kur ved Hoffet, og Hovedmændene i
Morgenens celebre Begivenhed belønnedes efter Fortjeneste. Og
om Aftenen var København illum ineret, og det fortælles, at Caroline
Mathilde fra sit Fangeværelse paa Kronborg kunde se Lysskæret
over Hovedstaden. Man fortalte hende Anledningen, og det rystede
hende dybt. Hun nævntes ikke mere i de offentlige Bønner ved
64