76 / 295
15. MARTS 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 6
Juliane Marie med Bøn om, a t hun vilde medvirke til a t den
formildedes; men hun var ubøjelig, og Guldberg udtalte sin Harme
over denne Ubøjelighed. Og naar man lægger denne Kendsgerning
til de vistnok re t troværdige Meddelelser om, at Juliane Marie
fra sine V induer paa Frederiksberg Slot havde en bekvem Udsigt
til Galgebakken paa Vesterbro, hvor de to Grevers parterede Lig
laa paa Stejle og Hjul, og a t hun ofte og med tilsyneladende
Velbehag dvælede ved denne Udsigt, bestyrkes det uheldige Ind
tryk man faar af hele den Rolle, Enkedronningen spillede under
Struensee-Affæren.
Ved H enrettelsen bar B randt en grøn Fløjlsklædning og en
kostbar Pels. E fter Dommens Oplæsning lod han Pelsen falde,
tog Hat, Kjole og Vest af, knælede og lagde roligt Hovedet paa
den ene Blok og sin højre Haand, der „levende“ skulde afhugges,
paa den anden.
De Ord, hvormed Dr. Munter slu tter sin Bog om Struensee’s
Omvendelse, gælder vel tildels ogsaa om Brandt. I deres naive
Sprog lyder de saaledes:
„Var Grev Struensee bleven i sine forrige Omstændigheder, og
engang død en naturlig Død, saa skulde han maaskee i den efter
udvortes Anseelse dømmende Verdens Øjne for alle Tider have
hedet en stor og oplyst Mand, om han endskjønt i Grunden havde
væ ret en Spitsbube. Nu har Verden set ham døe som et Skarn,
men hans Forholds Maade ved Døden foraarsager, at forstandige
Christne forlade ham den Skam, hvormed han har besm ittet sit
Liv, og takke Gud, at han er død vel.“ —
E fterat vi nu i store Træk har beskrevet Kastellets H istorie,
fortsæ tter vi vor Vej nordpaa til T erræ net mellem Østerbro og
Sundet, men vi vil dog forinden skænke den saakaldte „Grøn
landsbastion“, som var beliggende ligeoverfor Rosenkrantz’ Bastion,
med hvilken den var forbundet ved Østerport, en Omtale.
Naar vi i Hefte 4, hvori vi om taler de øvrige Voldbastioner,
forbigik Grønlandsbastionen, var det med velberaad Hu, dels fordi
netop dette Terræn har gennemgaaet mægtige Forandringer af
saare skæbnesvanger Betydning, dels fordi vi sam tidig med Be
skrivelsen ønskede at forelægge vore Læsere et udtømmende Bil
ledstof, som det først nu efter store Anstrengelser er lykkedes os
at skaffe tilveje.
For at den interesserede Læser kan have fuldt U dbytte af vor
Beskrivelse, vil det være form aalstjenligt at tage det Kort, vi
bragte i 2det Hefte Side 27, til Hjælp.
P aa dette Kort vil man med Lethed finde Grønlandsbastionen,
der ved Østerport som en Landtunge skyder sig ud i Stadsgraven
og deler denne i to Arme, af hvilke den ene; der atte r deler sig,
snoede sig rundt om „Østerbros Ravelin“ med Bomhuset, livorpaa
den paany sam let fortsæ tter sit Løb langs alle Voldene indtil
Langebro, medens den anden Arm snor sig først langs den saa
kaldte Smedelinie og derpaa mellem denne og Grønningen til
Esplanaden.
Dengang Østerport, der, som nævnt, dannede Forbindelsesleddet
mellem Rosenkrantz’ Bastion og Grønlandsbastionen, blev ned
revet, fremkom det bekendte „Østerports Gab“, som det ses paa
Billedet Side 20 i 2det Hefte, hvor man ogsaa vil bemærke de
Tremmelaager, der, hver paa sin Side af Gabet, fører ind til de
to nævnte Bastioner. Da endelig Østervold — i 1890’erne — sløj
fedes, fremstod den Forandring i Terrænet, som ses paa Billedet
Side 21 i samme Hefte.
Broerne over Stadsgraven og Ravelinen er her forsvundne og
erstatted e med en fast Dæmning, der fører over til Alleerne.
Endnu er dog Bomhuset skaanet, ligesom man endnu ser Indgan
gen til Grønlandsbastionen, der mange Aar efter Østerports Ned
rivning vedbliver a t føre Navn af „Kommandantens Have“, fordi
den blev overladt K astellets Kommandant som privat Lysthave.
Da Ødelæggelsesværket skrider frem, og den skønne Bastions
endelige Dødsdom er fældet, tilkastes Stadsgraven helt ned til
Langelinie, og som E rstatning for al den Naturskønhed, der
skaanselsløst demoleres, frem staar det Terræn, hvorpaa Østbane-
gaarden og Søndre Frihavnsvej anlægges. On paa Resterne af
selve Grønlandsbastionen faar senere den svenske Kirke sin Plads.
For alle dem, der elskede denne Bydel og havde aabent Øje
for dens sjældne Skønhed, og for hvem tusinde Minder fra Barn
dommens og Ungdommens Dage k n y tter sig til Idyllen omkring
østre Glacis, staar dette Demolerin gsværk som en u fattelig Bru
talitet. Og kommende Aar vil vise, at selv om „Tidens K rav“,
som man her til Lands altid paaberaaber sig, naar man lægger
Skønheden øde, gjorde sig nok saa meget gældende, havde det
dog ikke væ ret nødvendigt a t fare frem med en saa oprørende
Hensynsløshed, som man udviste, da man raserede et Terræn,
hvis Skønhedsværdi var uerstattelig. Mangelen paa P ietet hos
vore vise Fædre, der havde dikteret vore herlige Voldes Ødelæg
gelse, fik sin sidste og endelige Manifestation, dengang man pro
fanerede østre Glacis med Lokomotiver og Jernbaneskinner!
Vi vil forsøge i Korthed at give en Beskrivelse af det for
svundne Terræn og beder vore Læsere sam tidigt at følge os paa
Kortet. De vil da kunne danne sig et Begreb om den Vandalisme,
man har begaaet. —
Um iddelbart efter at man havde passeret den anden Ravelin-
bro, dér hvor nu K ristianiagade ligger, stødte man tilhøjre paa
en Laage, der førte ind i P aradiset mellem Østerbro og Sundet.
Den, der ved Sommertid var saa lykkelig, i Følge med en m ili
tæ r Person — th i Paradiset var jo Hæren underlagt — at afsøge
den fredlyste Plet, glem te det sikkert aldrig siden.
Vejen gik langs Stadsgraven til Langelinie, hvor Ingeniørernes
B arakker og Øvelsespladser laa, og udover Stadsgraven begræn
sedes Udsigten af Smedelinien, over hvilken Kastelsvolden hævede
sig m ajestæ tisk med sine hundredaarige K astanier og Lindetræer.
Hvor var det dog som et lille Land for sig selv! Hvor ensomt
og stille, — og dog saa næ r ved den store, larmende By! Hvil
ken Fred og hvilken Skønhed! Saaledes havde man i Fantasien
udm alet sig Torneroses Skov!
Langs Gravens Bredder stod en Skov af mandshøje Siv og
spejlede sig i Vandet. Ubevægelige stod de; th i rundtom dem
gav de skærmende T ræer Læ for Vinden. Og mellem Sivene
byggede Rørsangerne Rede og fløjtede deres m untre Melodier, og
i de tæ tte Buskadser vrim lede det med alle Slags Sangfugle
Sommeren igennem. Og mangfoldige var Træernes Arter, — dybest
inde laa en hel lille Lund af hvidstammede Birke, og mellem
Træerne havde man hist og her smaa skønne og muntre Udkig,
til Dronningens Mølle højt i T erræ net og til Østerbros Ravelin,
hvor man saa den travle Færdsel paa de to Broer, — et Syn, der kun
forhøjede Ensomhedsfølelsen herinde i Torneroses slumrende Skov!
Og nu! Ja, n aar man, som den, der skriver disse Linier, og
som var fortrolig med denne Skønhed, nu gaar rundt mellem alt
det Nye, som afløste de gamle, yndefulde Idyller, — da føler
man Længslen efter den svundne Tid og synes, a t det er en
saare slet E rstatning, man har faaet -for hvad der uhjælpelig
gik tab t. Men — hvad n y tter det a t sukke og klage ? Man
kny tter sin Haand i magtløs Harme. Sket er sket.
B illedet Side 62 i dette Hefte anskueliggør vor Fremstilling.
Det viser Glaciet, set fra Smedelinien. Man ser den ovennævnte
Birkelund og i Baggrunden Dronningens Mølle over Grønlands
bastionen. Endvidere ser man Stadsgraven dele sig i de to Arme,
og tilvenstre i Billedets Forgrund bemæ rker man, hvorledes den
paabegyndte Opfyldning fra Smedeliniens Side æder sig frem og
udsletter Idyllen.
Som ovenfor sagt var østre Glacis, i Egenskab af m ilitæ rt T er
ræn, utilgængeligt for det store Publikum . Men de iblandt vore
Læsere, der, som vi selv, ved V intertid spændte Skøjterne paa
ved Langelinies Port og foretog den lange R undfart omkring
Voldene, kendte dog re t vel det beskrevne P arti og vil ogsaa
kunne erindre, at den store aabne Flade paa vort Billede var en
udmæ rket Skøjteplads.
Paa Side 63 i dette H efte gengiver vi et Billede, vi fotografe
rede i 1895, da Opfyldningen af Stadsgraven paa dette Sted var
fuldbyrdet og ethvert synligt Minde om Fortidens Skønhed næ
sten udslettet. Vi ser her Smedelinien tilvenstre, landfast med
det nye Terræn. Tilhøjre ses endnu nogle af de Birke, vi om
ta lte foroven. Den Levetid, der venter dem, er kun af kort Va
righed. Øxen ligger ved Træets Rod. I Baggrunden af Billedet
ses Nyboder og de Kirker, der paa dette Tidspunkt er opførte,
St. P etri- og M ethodistkirken, — derimod vil vi forgæves spejde
efter Dronningens Mølle. Den har m aattet lade Livet.
Vi vender H eftebladet og ser paa næste Side det samme Ter
ræn i endnu mere opryddet Tilstand, et Billede, som vi ligeledes
sikrede os i 1895, og som er tag et fra den over T erræ net opførte
V iadukt. I Baggrunden opdager man det fuldførte S ta t e n s Mu-
sæ um fo r K u n s t ved Sølvgadens Forlængelse. De to omtalte
K irkerses i Midten af Billedet, Rosenborgs T aarn tilhøjre og Frue
Kirkes tilvenstre,og sluttelig af giver Billedet etOverblik overNyboder.
For at gøre Illustrationsstoffet til Beskrivelsen af den store
Forvandling, disse Steder er undergaaet, saa fyldigt som muligt,
tog vi forleden et Fotografi af Terrænet, som det nu ser ud.
Billedet, der findes Side 65, blev paa Grund af det vedholdende taa-
gede Vejr desværre ikke saa klart, som vi gerne havde ønsket det.
Vi fortsæ tter nu vor Vandring over Glaciet, passerer Ingeniø
rernes Barakker (se Billedet Side 66) og staar da paa Langelinie,
nøjagtig paa den Plet, som Baggrunden af Billedet Side 66 viser
— Strækningen mellem K a s te l s b r o e n og E n g e lb r e c h ts og
B e c h s Badeanstalter. Tilhøjre ser vi Sundet med Forterne T re
k r o n e r og L y n e t t e n i Baggrunden, og lige for Øjet har vi
den m i l i t æ r e B a d e a n s t a l t , om trent paa det Sted, hvor nu
V iaduktens søndre Ende findes. E t smukt Panoram a aabner sig
her for vort Blik — Sundet og den hyggelige Allé, der forbi
Vejen til B lin d e - og D ø v s t u m m e i n s t i t u t t e t , og forbi de
nævnte to Badeanstalter, fører til Strandpromenaden.
Paa Billedet Side 68 ser vi V illaen C h r is ti a n s g a v e , som
den laa, frit og landligt, mellem Marker og Alléer, indtil Øje
b likket kom, da man skabte den hæslige Strandboulevard, og
da den kom til a t ligge i et Hul, hvori den, m irabile dictu,
ligger endnu den Dag i Dag som et Fortidsminde, man har for
glem t a t rydde. Vi har ikke kunnet nægte os og vore Læsere
a t forevige dette Kuriosum og bringer Side 70—71 et Billede af
C h r is tia n s g a v e , som den nu tager sig ud.
Indgangen til E n g e l b r e c h t s B adeanstalt, der var beliggende
ligeoverfor Christiansgave, eksisterer endnu. Til denne og B echs
B adeetablissemnnt valfartede alle Københavnere i over et halvt
Aarhundrede, fra 1840erne indtil i Slutningen af 1890erne, da
Frihavnen lukkede dem inde.
Det er vort Haab, at Tusinder af vore Bysbørn ved Hjælp af
vore Billeder vil genopleve glade Barndoms- og Ungdomsminder
fra svundne S omm erdage!-------
Vi gaar nu videre nordpaa, forbi Brændepladserne og Lautrups
Skibsværft og stopper op ved Bommen, der lukkede for Indgangen
til den idylliske Strandpromenade, om hvilken vi maa opsætte
Beskrivelsen til næste Nummer.
7 2