Vinterens hårde hjerte
Suk og hylen i 1700-tallets København
P eter Henningsen
En kold tid
1700-talletsKøbenhavn var en fattigby.Hovedparten af byens befolkning
levede på fattigdomsgrænsen ellerunder. Kun de færreste kunne trygt se
fremtiden imøde. Forarmelsen og elendigheden var selvfølgeligallerværst
o m vinteren, især når den var hård. I de hårde vintre pakkede isen sig i
havnen og gjorde det umuligt at anløbe København fra søsiden. Det gik
ud over forsyningerne af livsnødvendige varer. Særlig føleligvar manglen
på brændsel — brænde, tørv og stenkul— og selvfølgeligpå fødevarer, især
korn, der fragtedes tilden kongelige residensstad frakongerigets søvendte
købstæder
.1
Det blev hurtigt strenge tider,når kornet udeblev. Først skete der det,
atdet korn som alleredevar ibyen og låtrygt og godt ide rige købmænds
pakhuse, steg ipris og gjorde det dyrere for byens bagere at købe det og
dyrere for forbrugerne atkøbe brød hos bagerne. De mest udspekulerede
købmænd holdt desuden igen, for jo længere tid,der var mangel, jo større
ville konkurrencen o m kornet blive (og jo højere ville også prisen blive).
Købmændene tænkte først og fremmest på sig selv og lod hånt o m de
fattige, der vred sigiskarnet af sult og kulde. »Den rige købmand af det
gemene slags«hed detietindlægi
Nyeste skilderie a f Kjøbenhavn
,»er etutåle
ligtvæsen. Hans hovmod kender ingen grænser; han har ikke følelse for
andet end penge
«.2
Det kunne betale sigat spekulere inød og mangel. Hvis ikke vinteren
inden da havde sluppet sit tag ibyen, ville det, der startede med dyrtid,
ende ihunger og menneskelig elendighed. For byens fattigvæsen var sti
gende kornpriseren økonomisk katastrofe.Når brødet stegmed en skilling
pundet, steg Fattigvæsenets udgifter med 30.000 rigsdaler årligt- alene for
brødet. For de fattige familiervar det ligeså slemt: Når prisen på korn steg
med en enkelt skillingpundet og når en familie med firebørn skulle have