11 / 249
Vinterens hårde hjerte
9
fortalte,»indskrænket tiletlidetkælder- ellerloftrum, hvor sund luftog livets
sande vederkvægelse tilvækst og styrke, ofte vanskeligkan haves
«.10
Ietnummer af den populære københavnske avis
Adresseavisen
fra 1799
hører vi o m »en fattig gammel mand med kone og 3 børn som ligger
under taget og haver intet af leve af og intet tilatvarme dem ved
«.11
I et
andet nummer læservi o m to »ældgamle 80 års svage mennesker, der lider
den største nød« ietportkammer, hvor de »liggerpå etenkeltleje
«.121
det
hele taget låde fattige meget. Kraftesløse og energiforladte kunne de ikke
andet.
Hos Haagen Holst, der, sammen med sin familie, logerede ien af de
hastigt opførte hytter, der efter byens brand i 1795 var blevet etableret i
Filosofgangen ved Vestervold (opført af boligspekulanter, der profiterede
på bolignøden), stod det også slemt til. Holst havde tidligere siddet tre
måneder itugthuset, og kunne derfor ikke få arbejde. Ingen ville ansætte
en tidligere straffet,der ifængslethavde plejetomgang med byens æreløse
forbryderbærme. Han og familieled nu de værste kvaleriden hårde kulde.
Imarts 1799 satte han sigog skrev tilbyens magistrat:
»Af mangel på nødvendig underholdning for mig, 3de børn og en hel
syg og sengeliggende kone«, indledte han med rystende hånd, »gerådede
jeg iet uheld, som bragte mig i3 måneders fangenskab. Hvad min kone
og små børn, just under vinterens hårde hjerte udstod, da vores tilstand
var så trykkende, kan bedre tænkes end beskrives«. Selvom Holst var
sluppet ud af fængslet havde det ikke hjulpet stort for, som han skrev,
»min nød og min kummer blev meget større,thiuden det atvor fattigdom
var ubeskrivelig, kom jeg, som skrædder, rent ud af min næringsvej, atjeg
siden den tid ej [det] mindste kunne fortjene, og daglig hører [jeg] suk og
hylen af mine små børn og min sengeliggende kone, frahvem jeg sjælden
kan vige«. Kunne byens myndigheder — den høje og velvise magistrat -
ikke idet mindste hjælpe ham med tilskud tilhuslejen, for »uden hus og
skjul er nøden dobbelt tung (...) Hør inåde mine bønner! Red mig og
mine ulykkelige« sluttede han, og anmodede o m at blive ansat som bud
ved Fattigvæsenet
.13
Holst var ikke den eneste ulykkelige københavner, der var blevet ar
bejdsløs iden kolde vinter. Som en fattig arbejdsmand oplyste tilbyens
fattigvæsen ifebruar 1799, så betød kulden, atman ikke kunne fåarbejde,
og som eneforsørger af kone og »4re små umyndige børn« var det højst
forstemmende, især »da jeg endnu idenne vinter [kun] har haft lidet til
livets ophold, men slet intet tilvarmen ikakkelovnen for mig, kone og
børn, så blodet af den strenge kulde springer ud af fingrene, såvel af de
gamle som unge og hvor man søger erikke noget at få
«.14