15 / 249
Vinterens hårde hjerte
13
Til den nyindrettede fattigdirektion, der skulle gøre op med ældre
tiders slendrian og skabe et højeffektivt socialvæsen, der fangede de so
ciale tilfælde i opløbet så de ikke havnede som subsistensløse parasitter
på samfundslegemet, befalede han ifebruar 1799, at direktionen »for de
fattige idenne hårde tid drager nogen besynderlig omhu efter en fast og
ordnet plan«. Kronprinsen lovede atskyde de fornødne midler ind. Direk
tionen tog omgående fat på arbejdet, men først måtte der udarbejdes en
»fast og ordnet plan«- den slags nødvendig bureaukrati tager tid - og i
mellemtiden frøs og sultede de fattige.
Man enedes dog o m hurtigst muligt atsammensætte en proklamation
o m atalle,derlednød, skullehenvende sigtilFattigvæsenet, som villegøre
sityderste for at skaffe dem husly og føde, varme tæpper o. lign. Især de
mange »arbejdsføre fattige, som har haft håndlangerarbejde, fortjeneste
ved atgå med kurve for at sælge fisk og deslige, samt de, der har ernæret
sig ved at feje gader og deslige, kunne ivarme værelser gives nyttigt og
ernærende arbejde«. Der var ingen grund tilatde skullegå ledige hen, når
det offentlige kunne sætte dem isving.
En proklamation blev sammenflikket ialhast og straks bragt til
Adres
seavisens
kontor for atblive indrykket iavisen
:23
»Da den hårde vintermå trykke den fattige,såbekendtgør stadens
pleje-kommissioner herved, at de fattige uden hensyn til o m de
nyde almisse eller ikke, kunne få arbejde i sognenes forskellige
arbejdshuse, hvor de kunne sidde ivarme stuer. De melde sighos
vedkommende arbejdshusenes inspektører
«24
Kronprinsen sørgede også egenhændigt for, at alle soldater og matroser
på vagt fik en pot god varm øl og en ekstra ration tvebakker, ligesom
han forlangte at få tilsendt en liste over de fattige soldaters børn, der af
mangel på klæder døjede med kulden. Han beordrede forstanderne for
fattigvæsenettilatuddele tæpper tilstaklernepå de kolde og utættelofter
.25
De arme (og ulønnede) embedsmænd fraFattigvæssenet kom sandelig på
overarbejde. De måtte nemlig selvud for atopspore de mange forarmede
for overhovedet atopdage dem, og detvar mere end man med rimelighed
kunne forlange. Selv med den bedste viljevar forstanderne magtesløse.
»Jeg erindrer mig endnu«, fortæller fattigforstander Friborg o m den
hårde vinter 1799 i sine memoirer, »at den overordentlig strenge kulde,
som endnu i påskedagene regerede, gjorde, at jeg, i stedet for at gå i
kirken, måtte løbe o m tilde fattige og se,hvorledes de havde det; hvo der