14 / 154
Den gamle Hovedvagt
1 1
blev kaldt i Visen, gennem den tæ tte Menneskevrimmel, der uvægerligt indfandt sig
paa Torvet ved dette Klokkeslet. Med ærefrygtbydende Mine svang Tambourmajoren
sin sølvknappede Stok, og ved Ankomsten til Hovedvagten opmarscherede Mandskabet
over for Vagten, der skulde afløses, Gevær præsenteredes og skuldredes igen. Den
kommanderende Officer spaserede frem og tilbage inden for G itteret, den nye Vagt
installeredes, Inventaret og Vagtrekvisitterne blev efterset, og den hidtilværende Vagt
afmarscherede til Kasernen.
Hovedvagten nød Befolkningens Popu laritet i Ordets egentlige Forstand, og Vagt
paraden havde for Kjøbenhavns Folkeliv en meget stor Betydning, den var bleven
et Led i det daglige Liv, og enhver, der paa nogen Maade havde Tid og Lejlighed,
forsøm te aldrig at give Møde til denne, og for Provinsboerne var Vagtparaden
absolut noget, der skulde og maatte ses. At høre Vagtparaden var en Yndlingsfor-
nøjelse for Mange, og hiddrog daglig en Mængde Mennesker, som stæ rkt interesseret
betragtede de vagthavende Infanterister med de høje Chakoter — „T jæ rekanderne“ —
paa Hovedet.
Den Menneskemasse, der omgav Vagtparaden under Optrækningen, og blandt hvil
ken især Gadeungdommen var stæ rkt repræ senteret, fik rig Tilstrømning fra alle Sider.
Folk af alle Klasser forsam lede sig, for at høre paa de Marscher, Galopper, Brud
stykker af Operaer, som blev givet til bedste i en halv Times Tid, medens Soldaterne
herfra fordeltes til de mindre Vagter. Der var Folk, som næsten aldrig forsømte
nogen Vagtparade, det var maaske ogsaa den eneste musikalske Nydelse, som de
havde Adgang til, og den var jo gratis. Den jævne Borgermand, der havde trukket
sig tilbage fra Forretningen og havde hele sin Tid til Raadighed, havde en velkommen
Lejlighed til denne behagelige Adspredelse. For Haandværkssvenden var Vagtparaden
„M essingfrokost“ og for Læredrengen i Skødeskind og T ræ tøfler, og ved den Tid
havde Æ rinde for Mester eller for Mesters Kone, var det en Svir a t lægge Vejen
over Kongens Nytorv. I Særdeleshed var Vagtparaden et yndet Samlingssted for
T jenestep iger med Børn paa Armen eller ved Haanden.
Det var denne Vagtparade, Erik Bøgh besang i sin kendte Vise:
Der har vi den igen
den søde Vagtparade,
Kom Anna, kom herhen,
Aa kom, hvad kan det skade?
Kom her bag dette Jalousi,
og tjen mig i,
at se den, thi