Previous Page  14 / 154 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 14 / 154 Next Page
Page Background

Den gamle Hovedvagt

1 1

blev kaldt i Visen, gennem den tæ tte Menneskevrimmel, der uvægerligt indfandt sig

paa Torvet ved dette Klokkeslet. Med ærefrygtbydende Mine svang Tambourmajoren

sin sølvknappede Stok, og ved Ankomsten til Hovedvagten opmarscherede Mandskabet

over for Vagten, der skulde afløses, Gevær præsenteredes og skuldredes igen. Den

kommanderende Officer spaserede frem og tilbage inden for G itteret, den nye Vagt

installeredes, Inventaret og Vagtrekvisitterne blev efterset, og den hidtilværende Vagt

afmarscherede til Kasernen.

Hovedvagten nød Befolkningens Popu laritet i Ordets egentlige Forstand, og Vagt­

paraden havde for Kjøbenhavns Folkeliv en meget stor Betydning, den var bleven

et Led i det daglige Liv, og enhver, der paa nogen Maade havde Tid og Lejlighed,

forsøm te aldrig at give Møde til denne, og for Provinsboerne var Vagtparaden

absolut noget, der skulde og maatte ses. At høre Vagtparaden var en Yndlingsfor-

nøjelse for Mange, og hiddrog daglig en Mængde Mennesker, som stæ rkt interesseret

betragtede de vagthavende Infanterister med de høje Chakoter — „T jæ rekanderne“ —

paa Hovedet.

Den Menneskemasse, der omgav Vagtparaden under Optrækningen, og blandt hvil­

ken især Gadeungdommen var stæ rkt repræ senteret, fik rig Tilstrømning fra alle Sider.

Folk af alle Klasser forsam lede sig, for at høre paa de Marscher, Galopper, Brud­

stykker af Operaer, som blev givet til bedste i en halv Times Tid, medens Soldaterne

herfra fordeltes til de mindre Vagter. Der var Folk, som næsten aldrig forsømte

nogen Vagtparade, det var maaske ogsaa den eneste musikalske Nydelse, som de

havde Adgang til, og den var jo gratis. Den jævne Borgermand, der havde trukket

sig tilbage fra Forretningen og havde hele sin Tid til Raadighed, havde en velkommen

Lejlighed til denne behagelige Adspredelse. For Haandværkssvenden var Vagtparaden

„M essingfrokost“ og for Læredrengen i Skødeskind og T ræ tøfler, og ved den Tid

havde Æ rinde for Mester eller for Mesters Kone, var det en Svir a t lægge Vejen

over Kongens Nytorv. I Særdeleshed var Vagtparaden et yndet Samlingssted for

T jenestep iger med Børn paa Armen eller ved Haanden.

Det var denne Vagtparade, Erik Bøgh besang i sin kendte Vise:

Der har vi den igen

den søde Vagtparade,

Kom Anna, kom herhen,

Aa kom, hvad kan det skade?

Kom her bag dette Jalousi,

og tjen mig i,

at se den, thi