24 / 224
1 8
A lt forløber som sidst, ku n at L inedan seren un d e r Op
stigning en faar b u nd e t et hv id t Tørklæde for Øjnene, og at
den lille Skaaltale fra T a arn v indu et udebliver.
Saa tiltræ d e r h an a tte r forsigtigt T ilbagevejen. Folk er
n u temm elig rolige, de h a r allerede væ nnet sig til det nerve
p irrend e Syn og mener, a t det væ rste er overstaaet.
L inedanserens Gang, der h id til h a r væ ret saa spænstig
og fjedrende, bliver efterhaanden und e rlig slap og søgende.
Det er L inen, der er begyndt a t give sig:
— Strammere! S tramm ere! ra ab e r h an oppe fra Højden.
Mændene nede ved F lasketræ kket begynder at skrue, L i
nen retter sig, Roat danser ad ræ t og elegant videre, nu er
h an k u n 25 Alen over Jorden, da lyder der et Brag som af et
K anon skud og Luften fyldes af Jord, Sand og Smaasten, m e
dens de nedgravede B jæ lker rives op og sn u rre r ru n d t som
en Drage i en Snor.
E t Rædselsskrig hæver sig fra Mængden — Roat ligger
bleg og blødende m ed Balancestangen over sig.
Kongens Livlæge, E tatsraad
Fenger,
der er til Stede, iler
til, forb inder og aarelader den Forulykkede, og medens a lt
er bleg Skræk og F o rv irring , køres h an til F red eriks Ho
spital.
Efter fem T im ers Forløb ud aand er P atien ten u n d e r fryg
telige Lidelser.
T re Dage senere, den 15. Jun i, b ringer »Dansk S tats
tidende« en Notits paa 9 L inier, der begynder saaledes:
»Hr. G. Roat, som paa flere S teder her i Landet ha r vist
sjæ lden Fæ rdighed , h a r nu herved tilsa t Livet«.
Denne Nyhed om Hr. C. Roat i det officielle Regerings
organ kom saavist ikke som nogen Overraskelse for det lille
København.
I de forløbne Dage havde det ikke bestilt andet end a t tale
om U lykken og dens Aarsager, og der havde dannet sig de
m est fantastiske Rygter om lum ske Angreb af nidske Mis
undere, der havde in d sm u rt L inen med Saltsyre.