26 / 224
20
for at Københavnerne kund e se, hvad h an kund e p ræ stere
af Kunster, P an tom im e og u farlig L inedans.
.Hans Navn var
Philippo Petloletti.
Han var V enetianer af
Fødsel, og han s Fader var komm et til København ved Aar-
hu nd red sk ifte t 1800 m ed
Pasqual Casortis
store italienske
Selskab paa 22 Personer, for derefter at vende tilbage til Ita
lien efter i København a t have giftet sig med D an serinden
Victoria Vidali.
Casorti hyggede sig im id lertid i Danm ark, hvor h an sta
dig lever gennem sine P antom im er, og i 1816 indforskrev
h an et helt Hold V enner og S lægtninge.
I denne Fæ llesindvand ring deltog
Carlo Pettoletti;
der nu
havde faaet 4 Sønner:
Philippo, Giovani (Jean), Giachimo
(Joachim) og
Pietro
sam t en Datter
Antonia,
der alle fulgte
med u n d e r Ledsagelse af deres Bedstemoder
Rosalia Vidali,
der var i F am ilie m ed Casorti.
Af disse viste den ældste, Philippo, sig at væ re et a rti
stisk Universalgeni. Han var ikke blot u d p ræ g e t m u sikalsk
og kund e m im e og danse, h an var ogsaa Kom iker, der straks
fik tildelt Casortis gam le B ravu rp arti som »Bajazzo«, og
h an var endelig et godt Stykke af en rig tig T eaterm and m ed
en D irektør i Maven.
Uden endnu at have noget Personale indgav h an da
med allehaande højtflyvende P lan er for Øje, sin Ansøgning
om Bevilling i selve det indre København, og opnaaede den
endelig den 9. November 1827, m en — stadig k u n
udenfor
Voldene ligesom de and re inferióse Forlystelsesindehavere.
Selve København forbeholdt det kongelige Teater sig
vedblivende, saavel som al Bet til det levende Ord, lige til de
m indste Farcer.
T il Koncessionen var yderligere kny ttet den Bestemmelse,
at den skulde udny ttes inden Udløbet af 2 Aar, da den ellers
vilde falde bort.
For Pettoletti, der var mere rig paa Idéer end paa Kon
tan ter, g jald t det altsaa om at finde P engem anden, der kund e