Spejlet

til Ro, og det var den ny Præst. Det var hans

første Embede, og han var gaaet ind til det

med lykkelige Tanker og lyse Forhaabninger

om at vinde sin Menighed i det afsides lille

Sogn og bringe den noget Nyt og Godt. Dertil

havde han omhyggeligt forberedt sig. Han kom

lige inde fra Hovedstaden, hvor Aandens Liv

staar i Blomst, han havde flittigt søgt de bedste

Mønstre i den Talens Kunst, han skulde øve,

°§ gjemt dens Ord baade i sin Hukommelse

og i sit Hjerte. De Ord, han idag første Gang

havde talt til sin Menighed, havde han vejet

og tænkt over i Nætter og Dage, og saa længe

han stod ene med dem, havde han syntes, det

var gode og sunde Ord, der maatte gaa hans

nye Sognebørn til Hjertet. Men da han stod

overfor alle de fremmede Ansigter, der vendte

sig prøvende og spørgende imod ham, var der

kommet en underlig famlende Fornemmelse

over ham. De Ord, han havde været glad for,

medens han var ene, blev matte for ham selv,

da de fik Røst og Mæle, og forgæves havde

han spejdet efter et Gjenskin fra dem i Ansig

terne foran ham. Nu vidste han, at de var

faldne virkningsløse til Jorden — Ingen tænkte

mere paa dem, det var, som de aldrig havde

været talte.

Og hvad hans Ord maaske alligevel havde

baaret i sig, det havde en stakkels taabelig lille

Dreng taget fra dem. Hvad var det dog for en

underlig Magt, der havde ligget i det ivrige,

lille Ansigt og trængt sig forstyrrende ind paa

hans Tanker? Og hvad var det for tossede,

meningsløse Ord, han havde sagt og taget hele

Menighedens Opmærksomhed i Vold? Hvad

skulde ogsaa saadanne Smaafyre, der hverken

havde Forstand derpaa eller Sans derfor, i

Kirke? Det var ikke uden lidt Ærgrelse og

Bitterhed, han tænkte paa den Ting, og det var

jo i Grunden saa ganske menneskeligt.

Den unge Præst gik urolig frem og tilbage i

sit Studerekammer og syntes, han var saa ene

og trængte dog saa haardt til at høre en kjærlig

og trøstende Stemme. Langt borte sad en ung

Pige, som han elskede, og ventede paa, han

skulde komme og straalende af Fryd føre sin

Brud ind i sin Præstegaard. Han saa sig om

den var kun lille og tarvelig, den samme

Præstegaard. Men han havde drømt om, at

rundt omkring den skulde der staa en lille Flok

af Mennesker, som var hans Venner og vilde

tage hende ind iblandt sig som deres, og de skulde

lægge Glansen over den fattige Præstegaard.

Drømmen blegnede for ham, mens han tænkte

paa den, og hans Hjerte blev tungt derved.

Det bankede paa Døren, og ind ad den kom

Bagerkonen, trækkende efter sig en 7 Aars Purk,

som aabenbart ikke havde nogen overdreven

Lyst til at følge med og saa spejdende tilbage,

som om han vilde foretrække en Vej ad den

Kant, hvis den var at finde. Det var Synet fra

Kirken, der pludselig dukkede op igjen, livagtig,

som det var forsvundet, og den unge Præst

blev staaende og stirrede tvivlraadig paa det,

lidt uvis 0111 han skulde tage forsonligt eller

ærgerligt imod det.

^ »Undskyld, Hr. Pastor, men det er denne lille

Knægt, der har forsyndet sig og gjærne vil bede

Hr. Pastoren om Forladelse derfor,« begyndte

Bagerkonen og saa ned paa Drengen med et

ualmindelig bestemt Ansigt.

»Det er ikke mig, der vil, for det er Dig!« sva

rede Drengen og saa med et ikke mindre be

stemt Ansigt op paa Bagerkonen.

»Saa er det da ogsaa den stridigste Knægt,

jeg har kjendt. Hvad han vil, det er han ikke

til at faa fra, og hvad han ikke vil, det er han

ikke til at faa til!« udbrød Bagerkonen og blev

ganske rød i Kinderne af Ærgrelse.

»I Grunden er han vel ogsaa temmelig lille

til at gaa i Kirke!« ytrede Præsten i en mæg-

lende Tone og saa lidt nysgjerrig ned paa den

korte Person.

»Ja, ikke sandt!« samtykkede Bagerkonen vil

ligt. »Det var ligegodt det jeg sagde, men tror

De, Knægten vilde lade sig sige? Nej, han vilde

i Kirke, enten det gik saa eller saa, og saa

maatte jeg give ham Lov, for at han i det

Mindste ikke skulde gaa uden at faa Lov. De

maa vide, Hr. Pastor, det er ikke vor egen Dreng,

og saa har man jo et Ansvar for saadan En.’

Det er min Søster Lines, og egentlig er det da

heller ikke hendes, for det er Ingens. Han var

et lille Kryb, da Moderen døde — Fa’r har

han aldrig haft, sølle Stump, og saa mente min

Søster Line som saa, at naar der ingen Anden

var til at tage sig af Barnet, saa maatte det

falde hende til. Hun tog ham til sig og lærte

ham at kalde sig Tante, for hun mente, det

var for stort et Ansvar at gjøre sig til hans

MoT. MoT har hun nu alligevel været for

Barnet, for god er hun. Men man kan jo og

saa faa for Meget af det Gode.«

(Fortsættes).

— 22 -