Spejlet

den kjønne gamle Historie, som den var vant

til at høre. Da var det, at det kom, der fik

hele Menigheden til at rejse sig igjen og Op

mærksomheden til at vaagne paany.

Ved Bagerkonens Side sad den ny Dreng,

Aars Purk, med Ansigtet fuldt af Ivrighed

og stirrede paa Præsten med et Par store, runde

Øjne. Hovedet knejste, og Kroppen var i en

stadig vuggende Bevægelse for at Øjnene kunde

naa op over Stoleryggen foran ham, saa stum

pet var han, og saadan sad han med aahen

Mund og snappede efter Præstens Ord, som

om han vilde sluge dem lige saa friske, som de

kom — ganske som han havde sat sig i Hove

det at beholde baade Præsten og hans Ord for

sin egen Mund alene. Det kunde ikke nægtes,

at der var baade Iver og Opmærksomhed nok

deri, men rigtig paa sin Plads var det ikke

overfor den øvrige Menighed, der dog ogsaa

havde sin Part i Præsten og Talen, og det var

saa meget mindre paa sin Plads, som Drengen jo

var helt ny og ingenlunde havde lige Ret med

Sognets Indfødte. Ikke desto mindre saa det ud,

som 0111 Præsten lidt efter lidt lod sig fange

af Knægtens Egenmægtighed. Han kunde ikke

faa sine Øjne fra den vuggende lille Skikkelse

med det ivrige Ansigt, de stirrende Øjne og den

aabne Mund. Hans Tale fik mere og mere et

underligt Præg af udtrykkelig at være henvendt

til denne uforstandige unge Person, og dog saa

det slet ikke ud til, at han var helt tilfreds

med saaledes at blive taget til Indtægt af ham

— unægtelig var det ogsaa at gjøre vel megen

Ære af saadan en Smaating. Som om han med

en Kraftanstrengelse rev sig løs fra en Fortryl

lelse, løftede han tilsidst Stemmen, saa højt over

Purkens Hoved ud over hele Menigheden og

sagde:

»Alt, hvad Livet ejer af kjønt og godt, gav

Gud det til Glæde for Menneskene, og først

den, der af Hjærtet takker ham derfor, hører det

til. Han ser det, og ham skal det glæde, hvor

han møder det!«

»Det er rigtigt!« lød i det Samme en spinkel

men glad Stemme nede i Kirken. »For det siger

Tante Line ogsaa!«

Der gik et Sæt af Forskrækkelse gjennem

Menigheden, alle de roligt hvilende Skikkelser

tabte pludselig Roligheden, alle Hovederne drej

ede sig i en Fart som et mod den syndige lille

Person, fra hvem Bemærkningen var kommet,

og Præsten saa stift og formanende ned paa

ham. Men Ophavsmanden til hele Forstyrrel

sen, Praas, som han var, blev siddende med

en sikker og ubekymret Mine, som 0111 det hele

var ganske i sin Orden, bestandig lige ivrig

efter mere af samme. Det var der noget bero

ligende i, lidt efter lidt vandt Menigheden sin

saa pludselig tabte Holdning tilbage, og Præsten

fortsatte sin Tale. Sande og gode Ord talte han

igjen 0111 Frugten, Guds Godhed skulde bære i

Menneskers Godhed mod Mennesker, Menig

heden hørte nok engang derpaa i sindig Ro,

og Drengen sad med sit ivrige Ansigt og slugte

Ordene med aaben Mund.

»Den, der har meget, skal dele med den, der

har mindst!« lød Præstens Ord. »Og den, der

er stærkest, skal hjælpe den, der er svagest og

være god imod ham!«

»Det er lige bestemt, hvad Tante Line siger!«

svarede en spinkel Stemme nede fra Kirken,

der var en formelig triumferende Klang i den,

og den ny Dreng klappede i Henrykkelse Hæn

derne sammen.

Nok et Sæt, stærkere end det forrige, gik

gjennem Menigheden, Præsten standsede et Øje

blik i sin Tale, alle Sognets Folk følte, at No

get maatte der gøres, og alle Ansigter vendte

sig spændte og spørgende mod Skolelæreren,

til hvis Bestilling det plejede at høre, at skaffe

alle Slags smaa og store Urostiftere af Vejen.

Førend imidlertid han eller Nogen havde faaet

Tid til at besinde sig derpaa, smuttede Bager

konen med et ulykkeligt Ansigt ud af sin Stol

og forsvandt i en Hast, trækkende efter sig en

lille Synder, der aabenbart just ikke havde

overdreven Lyst til at rømme Pladsen og gan

ske forundret saa sig tilbage, som om han ikke

rigtig kunde forstaa, at det hele allerede skulde

være forbi, nu, da det just gik saa godt.

Det var det nu for Resten ogsaa kun for

hans Vedkommende, men med den sindige An

dagt var det helt ude, og da Tjenesten var

forbi, og Folk strømmede ud af Kirken, var

Forholdet angaaende den ny Præst og den ny

Dreng helt og holdent vendt 0111. Der var ikke

En, der tænkte paa eller talte 0111 Præsten,

men Allesammen talte de i Munden paa hver

andre. Tænke sig, at saadan en Spirrevip hver

ken agtede Guds Ord eller hellige Steder, ikke

engang havde Forstand paa at lukke sin Mund

i Kirken og bruge den bagefter! Saadan kunde

en Dreng, der var født i Sognet, aldrig have

baaret sig ad, dertil havde han fra en tidlig

Barndom haft for gode Exempler for Øje. Det

var en slem Dreng, Bagerens der havde faaet,

— det blev de enige 0111, og med det Udbytte

af den Kirketjeneste gik de hver til sit og slog

sig til Ro.

Men der var En, som ikke kunde slaa sig

—