19 / 191
KNUD LARSEN.
Det store Spøgelse.
En Fortælling. Af
Henrik Pontoppidan.
— Med Tegninger af
^Knud Larsen.
a n
har en Dag paa en Spaseretur
sat sig til Hvile oppe paa en Bakke
og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned.
Aftenens Stilhed, de røde Skyer langsmed Him
melranden og denne akkurat hørlige Klokkelyd,
der undertiden bliver helt borte, fylder En med
et ejendommeligt Vemod, en sværmerisk Af
magtsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt
Fornemmelse af Skyld. Det kommer En for,
at man har noget alvorligt at bebrejde sig; og
tilsidstbegynder man for Alvor at ransage sin
Samvittighed for atefterspore en eller anden
usonet Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser,
hvert ukærligt Ord, der er undsluppen En, hver
lille Forsømmelse, man har gjort sig skyldig i,
svulmer her i Ensomheden fantastisk op og
gør Hjertet uroligt.
Men nu bortledes Opmærksomheden af en
Svale, der flyver forbi, Bevidstheden samler sig
igen, og man sidder en Stund og morer sig
over de dristige Ottetal, som den lille Fugl be
skriver i Luften under sin stundesløse Flugt.
Men naar Fuglen er ude af Syne, synker man
uhjælpelig tilbage i den forrige Stemning; og
Andagten rører igen alle Slags uhyggelige Skyld
fornemmelser op af deres Dyb. Den signede
Stilhed rundt omkring, den blodfarvede Aften
røde, de fremblinkende Stjerner — den hele
Natur synes at rejse Anklage mod En, og man
griber sig i med Misundelse at betragte en bar-
lænet Vogterdreng for den muntre Sorgløsheds
Skyld, hvormed han gaar der paa Marken og
knalder med sin Pisk, — — som om man ikke
selv for blot en halv Time siden gik glad og
tilfreds henad Vejen og nynnede paa en Lov
sang om Livet og dets Herlighed.
Men nu viser der sig atter noget, der til
drager sig Opmærksomheden og udfrier Efter
tanken af Stemningens Mareridt. Det er denne
Gang en Vogn, et fattigt Enspænderkøretøj, der
snegler afsted henne paa Landevejen dybt under
En langsmed Bakkedragets Fod. Trods Afstan
den genkender man den gamle, hvide Hest og
ved denne igen Manden, der sidder forover
bøjet med Armen støttet paa Knæet og Tøm
men hængende slapt ud af Haanden. Saa gætter
man sig ogsaa til, hvad det er for noget underlig
langt, han skjuler under et Dækken der bag i
den lave Pindevogn. Det er en Ligkiste til hans
Ven og Nabo, den gamle Søren Kousted, der
forleden tog sig af Dage. Den stræbsomme og
almen agtede Mand havde paa det sidste været
noget underlig; og sidste Søndag i Kirketiden
gik han over i sit Huggehus og hængte sig.
Hvorfor? Ingen ved det.
Mens man med Øjnene følger det bedrøvelige