22 / 191
ung Karl med den Slags lysegule, høvlspaans-
agtige Haarkrøller, der i Landsbypigers Øjne
er fast uimodstaaelige. De to forelskede sig i
hinanden, og efter nogen Tids Forløb mødtes
de hemmelig om Natten paa Almuekæresters
vante Vis.
Kirstine led mange Samvittighedskvaler i den
Anledning. Hun vidste, hvor strengt Præstefol
kene fordømte den Slags Ting, og hun lovede
hver eneste Dag sig selv at staa Fristelsen imod.
Men naar hun 0111 Aftenen kom ind i sit Kam
mer, og der var bleven stille i Huset, og hun
hørte Kærestens sagte Fløjtesignal ude fra Ha
vegærdet, var det forbi med hendes Standhaf
tighed, og liun lukkede ham ind til sig gennem
Vinduet eller smuttede selv ud af den samme
Vej for at spasere med ham i de stjerneklare
Høstnætter.
(Fortsættes).
En Historie om en ny Præst og en ny Dreng.
Af
L. Budde.
— Med Tegninger af
Carl Thomsen.
I.
Hvordan den ny Dreng fik Overtaget over den ny Præst.
eller Provst fandt Lejlighed til at komme og
gjøre det, og bagefter skulde han for første
Gang prædike i den lille Landsbykirke. Derfor
strømmede Folk til fra alle Kanter, og Kirken
var propfuld, da Gudstjenesten begyndte.
Midsommersolen skinnede venligt ind gennem
de højtsiddende, spidsbuede Vinduer, Præsten
stod paa Prædikestolen, alle Øjne vare vendte
imod ham for at se ham, alle Ører aabne for
at høre ham. Saadan en almindelig Søndag
plejede Menigheden ellers at sætte sig bekvemt
og mageligt til Rette i Stolene og høre paa Præ
dikenen som paa en kjøn gammel Historie, man
har hørt før, og som af den Grund taler mildt
og behageligt til Ens Følelser uden dog at
komme dem altfor personligt og paatrængende
ind paa Livet. Men idag var der et nyt Udtryk
af fuldvaagen Opmærksomhed udbredt over
dem Allesammen. Idag skulde de se, hvordan
den ny Præst tog sig ud, bagefter vilde de sige
deres Mening derom, idag skulde de høre, hvad
for en Mand han var til at tale, bagefter vilde
de afsige Dommen over ham. Lidt ung saa
han ud, lidt spinkel med, og det kunde han jo
ikke gøre for, men Krop skal der nu alligevel
til, og den gamle Præst havde fyldt nok saa
godt i Prædikestolen, fandt de i deres stille
Sind. Sande og gode Ord talte han baade 0111
Guds uendelige Godhed mod Menneskene og
Menneskers Godhed, der kun var som en Af
glans af hans, mod hverandre. Men det var,
som 0111 der kom en Dæmper og lagde sig
over hans Stemme, gjorde Klangen af den svag
og hk Menigheden til lidt efter lidt at sætte sig
til Rette, som den plejede, og lytte fredeligt til
D
e t
skulde været en hel
Højtidelighed og blev et
Stykke af en Skandale.
Der var kommet en ny Præst
til Præstegaarden og en ny
Dreng til Ragerens, og alle Folk
i Ryen og Sognet tænkte paa
og talte 0111 den ny Præst, men ikke et Men
neske tænkte paa eller talte 0111 den ny Dreng.
Søndagen var kommet, den ny Præst skulde
indsætte sig selv i Embedet, for hverken Risp
19 —