20 / 191
Køretøj, tænker man paa, at saadanne Begiven
heder jo snart hører til Dagens Orden hertil
lands, hvor Livet dog former sig saa betryggende,
hvor der er Mad nok til alle, og hvor ingen
Ild- eller Vandflod, ingen Ørkenvind eller Græs
hopperegn truer Frugten af Hændernes Arbejde.
Man tænker paa, at i det Mylr af statelige
Gaarde og venlige Smaahuse, der ligger strøet
ud over den frugtbare Egn, er der næppe ret
mange Hjem, der ikke gemmer paa et eller
andet skummelt Minde, der ikke etsteds paa
Loftet eller i et Udhus har en Krog, som Be
boerne helst søger udenom, og hvorfra om
Natten blege og blodige Skikkelser svæver ud
i Byen og befolker de Sovendes urolige Drømme.
Vi danske, der ellers er saa træge, saa om
stændelige og mistænksomme, lader os besyn
derligt hurtig besnakke af Døden. Vi, som synes
saa frejdige og leveglade og ogsaa kun sjælden
skræmmes op af store Farer, har dog saa ringe
Modstandskraft, naar Graven vinker med sin
Fred. Derovre i den store, rige Gaard, hvis
Vinduer just luer i Solnedgangsskæret som en
Række Guldskillinger, levede indtil for nylig en
Bondemand og hans Kone i lykkelige Ivaar.
De var raske og sunde og havde mange Børn,
som alle artede sig vel. Saa faldt der pludselig
et sært Tungsind over Konen, og en Dag gik
hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over
paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? — Ingen
ved det.
Der ligger her under Nordens urolige Sky
himmel en Basilisk og lurer paa vor Efter
tankes svage Øjeblikke. Bedst som vi sidder i
Skumringen og lulles ind i Drømme af Kakkel
ovnsildens vinterlige Buldren eller hører paa
en Lærkes sommerglade Kvidren over vort Ho
ved, kan Uhyret snige sig over os og lønligt
suge Marven af vor Vilje. Vi kan aldrig ret
vide os sikre for det. Det kan pludselig stirre
os imøde fra en farvestraalende Blomsterkalk
eller fra Bunden af en Brønd. Det kan skjule
sig i Lyden af en fjern Kirkeklokke, som vi
lytter til i Ensomhed, og det kan forputte sig
i en ligegyldig Dagligstuebemærkning, som vi
tilfældig opsnapper men som siden bliver ved
at forfølge os, at tone for det indre Øre med
en paatrængende, manende Klang, saa vi til-
sidst tror at høre en overjordisk Røst, en Kal
delse deri.
------------------------------------------------
I en lerklinet Hytte paa en lille Husmandslod
ved Sognegrænsen boede Søren Kousted og
hans Kvinde. Søren var en stille, gudfrygtig
Mand, der ude mellem Fremmede kunde gøre
et noget forsagt Indtryk, medens han i Hjemmet
haandfast hævdede den husfaderlige Myndighed.
Han var nu bleven graa og bøjet efter et træl
somt Liv. Udtrykket i hans kæbestærke Ansigt
talte om den lidt sørgmodige Fred, der kan
komme over virksomme Mennesker, naar de
lykkelig og vel har gennemstridt Kampen for
Tilværelsen og nu føler Livet en Smule tomt,
siden det ikke længer byder dem Vanskelig
heder at overvinde.
Indtil Bogstavet tro mod Skriftens Ord og
den guddommelige Lov havde han opdraget
sine Børn under tidlig Tugt og Tvang, og det
var da ogsaa gaaet dem alle godt i Verden.
Den yngste af dem, den lille Kirstine, havde
endog nydt den Udmærkelse straks efter sin
Konfirmation at komme til at tjene Præstefol
kene, som var meget ansete og afholdte der
paa Egnen.
»Det er, saa sandt, en stor Ære, der her er
dig vederfaret,« havde Søren Kousted sagt til
sin Datter den Dag, hun blev bortfæstet, idet
han forsøgte sig med den testamentlige Ud-
tryksmaade, han holdt af at anvende ved saa
danne Lejligheder. »Der var vel nok de Gaard-
mandsdøtre, som kunde misunde dig den. Gør
dig nu fortjent til den!«
Kirstine glemte aldrig de Ord. Skønt hun var
lille af Vækst og endnu halvt et Barn, gjorde
hun Besked i Køkken og Kælder, som om hun
havde Karlearme; aldrig syntes hun mere vel
tilfreds, end naar det rigtig lumrede hende 0111
Ørene med Storvask og Hovedrengøring, Bryg
ning og Bagning. Hun var endda Enepige i det
temmelig store Hus, saa det manglede hende
aldrig paa Lejlighed til ved Arbejdsiver at vise
den Taknemlighed for den nydte Begunstigelse,
som ogsaa hendes Madmoder nok kunde lide
at mærke hos sit Tyende.
Da hun nu dertil var en smuk Pige og havde
et net, tilbageholdende Væsen, kom Præstefol
kene hurtig til at holde at hende og viste hende
stadig mere Tillid. Fruen, hos hvem Varmen
ellers let steg fra Hjertet til Hovedet, nænnede
næsten ikke at skænde paa hende, saa ulykke
lig blev hun over ethvert lille Uheld. Da hun
en af de første Dage var kommen til at slaa
en Kop itu, havde hun været aldeles utrøstelig
og kunde næsten ikke faa Graaden standset.
Det var Erindringen 0111 Faderens tunge Haand,
der endnu sad hende i Blodet som Angst og
Skam.
Kirstine gik nu i sit syttende Aar, og hun
havde tjent i Præstegaarden et Aarstid, da det
hændte, at hun ved en Midsommerfest traf en
- 17 -