53 / 605
En By i Vaaben
43
indgreb i begivenhederne, som er ganske enestående i la n
dets historie.
En borgervæbning kendtes herh jemme lige fra middel
alderen, hvor det føltes som en naturlig sag, at købstæ-
dernes indbyggere forsvarede deres ejendele mod fjend t
lige indgreb. Efter reformationen udgik der hyppigt ko n
gelige ordrer til købstæderne
0111
at lade borgerne — hvoraf
hver enkelt våbenfør mand s k u l d e være forsynet med
så moderne våben som muligt — mønstre og indeksercere,
og navnlig i Christian IV’s tid havde opsigten med, at
borgerne virkelig opfyldte de krav, man stillede til dem,
været meget effektiv.
Alligevel h a r danske købstæders borgervæbninger
aldrig indlagt sig krigerske fortjenester. Så snart
»noget fjendtligt kom på«, lagde de hænderne i skødet,
opgav på fo rhånd enhver tanke
0111
at gøre modstand
mod de fjendtlige regulære tropper og gemte deres våben
bort, n å r fjenden nærmede sig, eller udleverede dem fri
villigt, n å r byen blev besat.
Således gik det også rund t om i landet i denne svenske
krig — undtagen i København og som bekendt i Nyborg.
Naturligvis anvendtes de ni bor ger kompagnier, som r e
præsenterede byens forskellige kvarterer, og som stod u n
der befaling af deres egne anførere, ikke på de mest u d
satte steder, men de ydede en fortrinlig hjælp
til fæstningens udbedring og en virksom reserve, hvor de
forrest kæmpende led for store tab. Også i de forskel
lige udfald deltog de, og nå r det h a r været hævdet, at de
på g rund af uduelighed overhovedet ikke blev anvendt
i kamp, modsiges dette, som det senere skal ses, af n y
fundet arkivstof.
Der var et p a r afdelinger uden for det egentlige borger
skab, som i særlig grad kom til at spille en rolle. Det var
købmandssvendene under Andreas Borras og h åndvæ rk s
svendene, hvoraf de sidste var inddelt i 6 kompagnier.