HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række

En By i Vaaben

men endnu inden det var helt færdigt,

m an gået i gang

med at opstille stilladser på rustkammersa len til ophæng

ning af harnisker. Indtil da havde m an klaret sig med

et interimistisk ru s tk amm e r i p rov ian tgå rden1). Nu kunde

m a n altså p åny anvende Christian IV’s tøjhusbygning

efter dens oprindelige bestemmelse.

Denne genopbygning af tøjhuset var blevet fulgt med

megen opmærksomhed af den svenske gesandt Magnus

Durell, der den 2. august 1655 rappo rterede til Carl Gu

stav, at nu arbejdedes der så kraftigt p å taglægningen, at

der daglig arbejdede 200 m an d derpå2).

Men huset alene gjorde det ikke! Det måtte p åny fy l

des med våben for at kunne svare til de krav, m an vilde

stille til det i tilfælde af en krig.

Artilleribeholdningen havde som allerede nævn t ikke

lidt noget særligt ved branden . Dette våben forøgedes dog

stærkt i de følgende å r efter den p lan fo r artilleriets u d

vikling, som Christian IV havde udkastet, og de kongelige

stykkestøbere Claus v. Dam og Hans Meyer v a r i fuld

gang med leverancen af »Neldeblade«, »Svaner«, »danske

Konger« og hvilke and re kanon typer, de havde i a r

bejde3). Desuden hjemførtes der gennem den kongelige

fak to r i Lybeck, Henrik Werger, en række jernkanoner

fr a udlandet.

Værre va r det med håndvåbnene, hvoraf kun et m in

dretal var blevet reddet ud af den brændende bygning.

P rak tisk talt stod rigets fo rsvar våbenløst efter tøjhusets

ødelæggelse, og det gjaldt om så hurtig t som muligt at

fremskaffe nye beholdninger. De hjemlige harniskmagere,

bøssemagere og sværdfegere formåede ikke at levere

våben i så stort et antal, som det nu var nødvendigt, og

*) Tøjhusregnskaber 1650—51. Smedenes regnskab.

2) P. W. Becker: Sam linger til Danmarks historie under Frederik

III. I Bd. 66.

3) Afregninger XIII, 20.