576 / 605
566
Forgattering
barligheden af, hvad der var hleven befalet paa Parolen,
gik man hver til sit. Det er som et lille Lynskud fra
hine Dage, naar Digteren G. Hostrup overbevisende lader
Løjtnant v. Buddinge forsikre, at »det blev befalet paa
Parolen, at Soldaten ikke var frossen ihjel«.
Hvad der ogsaa — den Gang som maaske ogsaa
endnu — skaffede lidt Feber i Blodet, var dette, at
fra det Øjeblik Befalingsmænd og Mandskab var kom
manderet paa Vagt, stod de ikke længere under deres
sædvanlige Foresatte, der jo kendte dem saa godt, at
Barmhjertighedens Kaabe ofte dækkede m indre Forseel
ser. Nu derimod var det ofte helt fremmede Befalings
mænd, og over dem alle stod den frygtindgydende Kom
mandant, der nok skulde vide at straffe enhver Forseelse
mod den strenge og ofte ret indviklede Vagtinstruktion,
og — ak, der var Faldgruber nok selv for den mest sam
vittighedsfulde. Det var mulig en Beminiscens heraf,
naar Vagtkommandørerne endnu i nærværende Forfatters
Soldatertid tilraabte hinanden et opmuntrende: »God
Vagt!«, naar de skiltes.
Først i Midten af forrige Aarhundrede, da man fik al
vorligere Ting at tænke paa, bortfaldt de store Vagtpara
der og med dem desværre ogsaa det kønne lille Musik
stykke; baade dette og den Betydning, der laa bag det,
er gaaet ind i den store Glemsel, hvorfra det her, sam
men med saa meget andet halv- eller helglemt, er søgt
draget frem.