97 / 318
90
da var mine digtede Saar
og Sorger og Skuffelser glemte,
og jeg havde lært mig at skæmte
med tvungne og trange Kaar,
og ingen Genganger skræmte
mig mer fra at nyde min Yaar.
Nu fattedes bare et Skridt
for bestandig at blive kvit
min Plads blandt de sorte Poeter.
Det tog jeg frejdigt og frit,
da jeg prented med Sort paa Hvidt
min Epistel til Fætter Peter.
Nu haaber jeg altsaa, De vil forstaa,
— at det jeg derved har pønset paa,
ikke var andet, end at faa givet
min Fortids Genfærd en Pæl gennem Livet
— at jeg har kendt og forstaaet den,
mod hvem jeg saa „grusomt har spidset min Pen“,
— at jeg, ifald jeg har „været brutal“
kun var det imod hans Original,
saa Medynkstaarer er overflødige
— de maatte jo gælde
Deres ærbødige