95 / 318
Som saadan var jeg en fuldstændig
lyssky Hypokondrist
og fandt Alverden elendig,
trøstesløs, tom og trist.
Kun Elegi var mit Fag,
kun Sorg og Død jeg bebudede,
naar fra Taarn eller Tag
jeg sang — det vil sige: tudede.
Men nu, da jeg denne Gang
atter blev inkarneret
og til Menneskerang
endelig var avanceret,
mærkede jeg, at min Sang,
der burde jublet af Lykke,
tvært imod klynkende klang
om Livets Tomhed og Tvang
og Trængsel og Længsel og Trang
til Gravens Hygge og Skygge.
Det var kun Pjank, det ve ed jeg,
men naar jeg fik Pennen fat,
blev jeg straks som besat,
og hvordan jeg vendte og vred mig,
var det som Mulm og Nat
ned over Øjnene gled mig —
ja kort sagt: — som Maren red mig.