91 / 318
men gik derpaa over til at gøre mig Bebrejdelser,
fordi jeg havde stræbt at latterliggøre en Digter,
som jeg ikke forstod at værdsætte, da han
var begavet med dybere Følelser og mere Alvor,
end hans lystige Søskendebarn. Versene var
ulastelige, Haandskriften en meget øvet og sirlig
Damehaand, og Underskriften: ***
Den Lethed, hvormed Brevet var vercifi-
ceret, kunde næsten friste mig til at tro, at det
stammede fra en eller anden routineret Digter,
men Indholdets Naivitet og den kvindelige
Tilbøjelighed til at tage Parti for det Sentimen
tale bekræftede den Formodning, som Haand
skriften havde vakt. Følgende Fragment vil
være tilstrækkeligt til at give Begreb om det
Hele:
„At Deres Sind er lyst og let,
Saa De kun lo, naar han har grædt,
Det giver Dem jo ingen Ret
Til ham saa grumt at dømme,
De kender vist i :alle Fald
Kun lidt de Sorgers Maal og Tal,
* Som han — en dyb og følsom Skjald —
Har lidt i sine Drømme.