96 / 318
89
Da jeg nu den Gang for Resten
— indtil Overmaal næsten! —
var livsglad og ung og sund
og fri for al Pessimisme,
kunde mit Tilfælde kun
finde en rimelig Grund
i en ondartet Atavisme,
saa samled jeg min Energi —
Jeg maatte jo se at befri
mig ved en eller anden Kur
for dette Gengangeri
af min fordums Uglenatur.
Nu vidste jeg: der var Røgelser,
hvormed man kunde forjage
saadanne slemme Spøgelser
— i alt Fald i gamle Dage —
det gav mig den gode Idé:
at bolde en Autodafé
over de Natuglesange,
jeg i et Par Aar eller tre
havde spækket med Ak og Vé —
De kan tro, det var mange! —
og se: ved Røgen og Lugten
af Branden tog Fristeren Flugten,
det Baal havde gjort ham bange.
Saa gik der igen et Par Aar,
før atter min Lire jeg stemte,