152 / 161
150
Nationalmuseet.
det har formet sig og vokset sig stort gennem 50 Aar
(se S. 107). Det har ogsaa vokset sig fast. Der er
over det indre, i disse mange gamle Rum og Sale og
ovei den hele Museumsopstilling noget ganske eget,
en Fred og Hygge, en Sammenpasning og Indlevet-
hed, som minder om det gode gamle Hjem. Herved
har Museet noget forud for alle de nye Huse, og dette
er uendelig meget værd. Man kunde ikke flytte Mu
seet bort, uden at meget gik tabt. Ind over Tilbyg
ningen vil det gamle Hus’s gode Aand derimod let kunne
brede sig. Naar den opførtes, vilde Museet faa et
Hus, der passede for dets Tarv.
Det er paa Tide nu, efter hundrede Aars Forløb;
thi hidtil har der intet været gjort i denne Retning.
Sine første halvhundrede Aar levede Museet endog paa
Naade, i Rum, der tilhørte andre, og jagedes saa ud,
naar man fik Brug for Pladsen.
Som den grimme Ælling tilbragte Nationalmuseet
sine lange Barndomsaar, fra 1807 til 1832, i et Rum
dybest inde over Trinitatis Kirkes Loft, hvortil man
kom ad Rundetaarns Snegletrappe og gennem Uni
versitetsbiblioteket, som dengang henstod her. Det
var hertil Oelilenschlåger hentydede, da han digtede
om Rasmus Nyerup:
»Gak op og ned i Taarnet.
Du gaar ej Sneglegang«.
Det var dette Museum, som H. C. Andersen 1826
skrev om i Digtet »Den rædselsfulde Time«, da han
tænkte sig indelukket deroppe:
»Fra Museet lød en Røst: hvad er her paa Færde?
Og en Lanse traadte frem fulgt af tvende Sværde«.
Det var her, at Thomsen fremstod og fik Tag i Be
folkningen, som der blev skrevet derom i 1821; »Tors