NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

15. Museumsbygningen og Frem tiden.

145

trange Gang. Og tag ikke en Stol for at sidde og se

i Ro; tlii store Glasflager tæt paa baade for og bag

maner om en uafbrudt Agtsomhed.

Om at faa Overblik og samlede Indtryk er der

ikke Tale. Al Ting lige paa Næsen, medens det i et

Museum dog burde være saaledes, at man af og til

kunde paa Afstand faa et samlet Syn af alle de Enkelt

heder, hvorimellem man vælger, hvad man særlig vil

betragte. Ogsaa hele Midten af Rummene er fyldt af

loftshøje Skabe, saa at den velinddelte og tydelig

ordnede Samling bliver en Labyrint, hvori man kun

med Besvær finder sig tilrette.

Lyset er lukket ude, der er uhyggelig mørkt. I

disse Skabe, der kun er Glas, bliver alt dunkelt; selv

Guldmontrernes straalende Kostbarheder maa blegne.

Ikke bedre længere fremme mellem Middelalderens

og Nytidens Skatte, som vilde fængsle ved deres

Pragt og Farverigdom. Tæt Sammenpakning overalt.

Skabe og Opstillinger passede ind i hverandre som

Klodser i et Sammenlægningsspil.

Alt er vel fremlagt saaledes, at det skulde kunne

ses; men højst besværligt bliver det, og kun for Enkelt

mand er det tilgængeligt. Forevisning for flere, Be

søg af Skoler og Foredrag kan ikke gennemføres

nogenlunde tilfredsstillende. Kommer blot 20, maa

Halvdelen lytte bagved et Skab, og den anden Halv

del dækker de Sager, der skulde ses, imedens der

tales.

Og ikke blot trangt, men fattigt og forfaldent er

der. Forhallens Gulv er lagt som i et Køkken; i

Værelserne opbulnede og lappede Trægulve; en Hoved

trappe, der har maattet afstives med en tyk Jernstang

for ikke at skride ned; Lofter, der er sunkne, saa at

de med svære Jernankere har maattet skrues op i

S o p h u s M il 11 er; Nationalmuseet.