148 / 161
146
Nationalmuseet.
Spærværket. Som Helhed et Bygningsindre, om hvilket
den kgl. Bygningsinspektør i en nylig afgiven Be
tænkning har maattet erklære, at en Istandsættelse ei
paatrængende nødvendig.
Er dette virkelig muligt? Huses saaledes Nationens
bedste Eje og dyreste Skat? Har man da i Danmark
ingen Forestilling om, at der i et Museum skal være
Plads og Lys, og at Rummene skal være gode og
værdige?
Jo, gaa ud i Kunstmuseet og se, at der er ind
rettet store, lyse og festlige Rum i lang Række for
Gengivelser af udenlandsk Skulptur. Det ei Gibs og
Afstøbninger, som i faa Aar er indkøbt i Udlandet,
og som man kan faa lige saa meget af, man vil, og
for smaa Beløb. Til en Bygning herfor var der Raad;
men til vor egen, hundredaarige, uskatterlige Sam
ling var der intet tilovers.
Gaa til det nye Glyptotek og se dets Pragtsale
med det blanke og brogede Marmor i Søjler og paa
Gulv, med Palmehave og Kuppel, med ædelt Træværk
og skinnende Metal. Fremmede Arbejdei , som i de
senere Aar bragtes til Landet ved en Privatmands
sjældne Kunstbegejstring og store Midler, blev opstillet
her, og Nationen ofrede meget beredvillig sin Million
til et Pragthus, hvis store Omfang ikke er beregnet
efter dets nuværende Indhold.
Men til voi egen
nationale Sam ling, der, hvilken Maalestok man end
anlægger — Pengenes, eller Alderens, ellei den ind ie
Betydnings — maa findes langt at overgaa den frem
mede, og som ikke vilde kunne tilvejebringes, hvilke
Summer der end lagdes paa Bordet — til National
museet var der intet.
Der blev ikke engang givet Sikkerhed mod
Brandfare udenfra. De to nye, stolte Museumsbyg