146 / 161
15. Museumsbygningen og Fremtiden.
D
er taltes foran stort og varmt om Nationalmuseets
Værd og Betydning: Folkets samlede Mindeskat,
dets Fædrenearv lige fra fjerneste Old.
Kom saa og se.
Om den knebne Gulvplads i Forhallen slaas Fod
rensere og Maatter med mægtige Runestene, der rejser
sig i Krogene og foran Vinduerne; vore ypperste Døbe
fonter trænger sig sammen med Hedenolds mærke
ligste Stenbilleder tæt ind paa det Hædersminde, som
Rigsdagen satte for Thomsen. Alt staar i et jævnt
Halvmørke.
Ind gennem Værelserne er der højst Plads til,
at to kan gaa forbi h inanden ; ofte er der dog kun
levnet Vej til Gaasegang. Skabsdørene kan kun aabnes
halvt. Ikke en Alens Bredde er der tilbage af Væggene ;
Skabene rejser sig lige op til Loftet. Man naar derop
med en Rullestige; men den tør ikke bruges, naar
Museet er aabent, da den ganske spærrer Passagen.
Hvad der skal ses, ligger tæt i Skabene fra øverst til
nedersl, saa at man gerne vilde standse for at faa Rede
paa denne Mangfoldighed. Men det gaar ikke a n ;
man maa idelig flytte sig for en, der skal forbi i den