322 / 610
3 0 4
Peter Frederik Suhm.
som kunde stilles ved Siden af ham; Nyerup er tilbøjelig til
at tro, at det var »særdeles Omstændigheder,« der bragte ham
denne Gunst, idet man ved at vælge ham, undgik at skulle
mulig vælge en anden. Nyerup fortæller ogsaa, at
Niels Ditlev
Riegels
søgte dette Embede, men at Regjeringen var denne
Mand ugunstig stemt. Dette seer meget besynderligt ud, thi i
Aaret 1787 havde Riegels endnu slet Intet skrevet, der kunde
give ham Haab om at komme i Betragtning som dansk Hi-
storiograf; det eneste større Skrift, han indtil da havde ud
givet, var en almindelig Kirkehistorie, som udkom i tre Bind
1781—86. Men Riegels havde fra 1781—84 været Hovmester
for Enkedronning Juliane Maries Pager. Det er imidlertid
vist, at Riegels meldte sig som Ansøger til Historiograf-Em-
bedet; hans Ansøgning blev sendt til Universitetet til Erklæring,
og
Abraham Kalis
skriftlige Votum i denne Anledning, dateret
den 27. Marts 1787, er kjendt. Kali begynder med at omtale,
at Riegels havde »anvendt Flid paa den ældre Kirke-Historie,
og udgivet adskillige til dette Fag henhørende Skrifter; men
uden at indlade sig i en Bedømmelse af samme, bør Konsi
storium dog tilkjendegive, at derudi endnu ikke findes til
strækkelig Grund til at anbefale denne Ansøgning;« derefter
fremhæver han, hvad der maatte kræves hos den Mand, der
skulde beskikkes til atvære kongelig dansk Historiografi »han
maa, foruden at besidde en mere end almindelig Retsindighed
og Upartiskhed, være bekjendt saa vel af Indsigter i Fæderne-
landets Historie og Stats-Retten, som Talenter til et værdigt
historisk Foredrag.« Kali mener, at Konsistorium ikke kan
bestemme, om disse Egenskaber findes hos Ansøgeren, og han
nævner som Mænd, der havde særdeles Fortjenester af den
danske Historie, Professor
Thorkelin
og Professor
Wandal,
»men frem for andre Hr. Kammerh.
Suhm,
en Mand der i
Fald han fandtes villig til at imodtage en Kong. Historiographs
Embede, unægtelig meget vilde pryde samme76.«
At Suhm fik Embedet, har ikke bragt nogen Forstyrrelse
i det gode Forhold, som længe havde hersket imellem ham og
Riegels. Saaledes skrev Riegels 1792: »Stod det i min Magt,
at sætte Kammerherre Suhms Fortjenester af den danske Hi
storie, ja af al Lærdoms og Forfinelses Udbredelse i Danmark
i deres sande Lys, vilde det blive det mindste, jeg som dansk
Borger havde at takke ham for, at han udgav tvende Bind af