317 / 610
»Historie af Danmark.«
299
si
at samle, ordne, kritisere hele Materialet, paa hvilket en for
tællende Danmarks Historie skulde bygges. I nogle Opfattel
ser mødtes de, f. Ex. naar Spørgsmaalene kunde dreje sig om
Folkenes ældste Historie, hvor de begge tog som virkelig Hi
storie hvad der kun kan være Digt. Men de gik ellers hver
sin Vej, thi de havde hver sine Kilder at øse af. Og her
havde Schøning et stort Fortrin fremfor Suhm, thi han havde
hele den gamle nordiske Literatur at gaa til, hvad enten den
var skreven i Norge eller paa Island, medens denne samme
Literatur ikke i samme Omfang kunde være Suhm til Gavn.
Suhm havde de gamle danske Historikere at gaa til, men
mødte bestandig Vanskeligheder, naar han skulde lægge de
fremmede Historikere ved Siden af, ogsaa Sagaliteraturs Skrif
ter, thi de stemmede ikke altid med hverandre, og deraf kom
Usikkerhed, thi paa hvilken Side var det rigtige? Schøning
vilde vistnok ogsaa være stødt paa lignende Vanskeligheder,
dersom det var blevet ham forundt at føre sit Værk flere Aar-
hundreder frem i Tiden end Tilfældet blev, men dog næppe i
samme Grad som Suhm, thi for Danmarks Historie i Middel
alderen gjælder, at det Usikre, det Vaklende gaar saa at sige
igjennem den fra først til sidst. Et Vidnesbyrd herom er, at
hver Gang et enkelt Æmne tages op til monografisk Behand
ling, viser der sig Uoverensstemmelse, undertiden i meget høj
Grad, imellem de Forfattere, som drøfte saadanne Æmner, og
Grunden hertil er især den, at Kilderne ere uklare, modsigende,
thi for det danske Folks Vedkommende kan det godt siges,
at det ikke har været anlagt for Historie.
Resultatet blev det, at Schøning fik skrevet et mindre
Parti af sin Norges Historie, som med Lethed lader sig læse,
men som nu meget faae læse, og at Suhm fik skrevet et større
Parti af sin Danmarks Historie, som ikke lader sig læse med
samme Lethed, men som dog nu er aldeles uundværligt for
Enhver, der vil sysle med det samne Æmne, saa stor er Stof
rigdommen i det, saa vigtige ere de Rækker af Diplomer, der
ere meddelte i det i Uddrag eller fuldstændige, og som lidt
erstatte, at Langebeks Diplomatarium aldrig er udkommet.
Schønings Værk er til at læse i, Suhms Værk er til at studere
i- Og her vender Takken sig til de to Mænd, som bleve Ud
givere af de sidste Bind af Suhms Danmarkshistorie,
Abraham
Kali
og
Rasmus Nyerup,
hvilke begge have stor Fortjeneste