315 / 610
»Historie af Danmark.«
297
yt
hvorover man ei maae undre sig, da Bøger vare rare i hans Tid,
og da han meest haver efterlignet Valerius Maximus og Martianus
Capella; Saa og at ligesaa høit han derfor er over de fleste Middel
alderens Skribentere i Sproget, saa langt er han dog neden for
Guld- og Sølvalderens Skribenter. A f Bøger anfører han kun selv
Beda og Dudo, samt vore Forfædres Vers. I de første 8 Bøger
er han fuld af Fabler, men man bør dog takke ham meget, at han
haver givet os vore Forfædres Viser og Sagn, og benyttet Islæn
dernes Efterretninger, som han uden Tvivl meest har faaet af den
Islænder Arnold, han omtaler, der var hos Biskop Absalon. Her
ved haver han bevaret os meget; Sandt nok, han har ei altid brugt
det vel, ei altid forstaaet det og ladet sig forlede ved vrange Hy-
potheser, iblant andre ved den, at Dan var den første Konge i
Danmark, og at Landet bar Navn efter ham, og end mere ved den,
at heele Danmark havde fast altid været et samlet Rige og staaet
under een Konge. Men fordi vi nu omstunder kunne, ved det Bog
trykkeriet haver bragt saa mange gamle Bøger for Lyset, saavel af
vore egne, som især af andre Rigers, samt Grækers og Romeres,
overbeviise Saxo om mange Feil, samt rette, forbedre og forøge
ham, saa bør vi dog derfor ingenlunde glemme det meget vi
skylde ham, og som vi uden ham ei vidste, især i Sædernes og
Tænkemaadens Historie, den vigtigste af alle. Naar han under
tiden ogsaa er i Modsigelse med de nu tiloversblevne Islandske
Skribentere, saa har han derfor ei altid Uret, og har ofte havt
Islandske Efterretninger, ja indenlandske Danske Viser, som nu
mangle os. I de sidste 8 Bøger, som handle om en meere histo
risk Tid, er han og temmelig frie for Fabler, og Kongefølgen for
det meeste rigtig; der skriver han ofte pragmatisk, indstrøer sunde
og herlige Betragtninger, endskiønt en overdreven Fædrelands Kier
lighed henriver ham alt for ofte til at være ubillig mod Fremmede
og andre Folkeslag; men sandt er det, at Danmark var i hans Tid
paa en høi Spidse af Magt, og at trende saadanne Regieringer paa
hinanden, som Valdemar den førstes, Knud den siettes, Valdemar
den andens, og en Minister som Absalon, maatte spænde de Dan
skes Tænkekraft høit, og bringe dem til at føle deres Værd; Man
finder derfor og, at alle efterfølgende Danske Skribenter i Middel
alderen have kun været mavre Krønikeskrivere. At Saxo’s Historie
ellers endog her er ofte urigtig og ufuldstændig, maae nu tilskrives
ovenmeldte Aarsager, ei at tale om, at da han kun er udgivet efter
et eneste Manuskript, og at intet Manuskript er tilovers af hans
Værk, saa træffer man stundom paa aabenbare Udeladelser ved
Skrivefeil i hans Historie. Da han og saa herligen og udførligen