310 / 610
2 9 2
P eter F red erik Suhm .
{inde een Ven, fordi vi ej selv vide at være Venner.« Derefter
følger et Citat af den romerske Digter
Lucanas".
Ved Aaret 1036 fortælles om den grusomme Død, en engelsk
Prinds leed, og Suhm udbryder da: »Er det Menneskers Hi
storie jeg beskriver, jo, det er Menneskers og Christnes.«
I Anledning af Krig mellem den norske Konge Haiald og
den danske Konge Svend Estridsen, skriver Suhm: »Saaledes
tænkte og hadede Danske og Norske hinanden, ej forestillende
sig, at den Tid skulde komme, da de vilde blive eet Brødre-
Folk, og hver med Billighed ansee hinandens Skade og For
dærv som sin egen.«
Der fortælles, hvorledes en Biskop Johannes i Meklenborg
leed Martyrdøden, og saa skrives Følgende: »Om end nogle
af disse Martyrer have havt deres Skrøbeligheder og været
befængte med en Del vrange Meninger i Tioens Læi domme,
efter Tidernes Maade, saa kan man dog ej andet end beundre
deres Heltemod i at overvinde Pinsler og Død, ej nok takke
dem, at de ved deres Gjenvordigheder have forskaffet os Fred,
Lise, Ro og Oplysning, ej nok erkjende, at de med deres Fare
have tæmmet grumme og vilde Folk, og frembragt milde og
velgjørende Sæder. Dem maa vi takke for at vi ere sædelige,
og at vi nu undgaa at sættes paa saa haarde Prøver for Op
lysning og Retskaffenhed. Hvor gjerne vilde jeg ønske, at
kunne trække et evigt Slør over vore Fædres, Nordiskes og
Venders Grumhed og Blod-Religion, men Historiens Love byde
mig at tale Sandhed.«
Den bekjendte Strid, som 1159 forefaldt imellem Valdemar
den Store og Absalon, fortælles, og Suhm bemærker da: »Der
vilde ej være saamange slette Konger, der sove bort paa Thro-
nen, om deres Mænd havde Mod i Brystet, vare redelige og
ej dreves af Ærgjerrighed,« og efter at de Ord ere meddelte,
med hvilke Valdemar søger at forsvare sin Opførsel, hedder
det: »Saaledes ville Konger og store Herrer især, ja alle Menne
sker gjerne besmykke deres Fejl.«
* Lucanus,
Pliarsal., I., v. 458—62:
Certe populi, quos clespicit Arctos,
Felices errore suo, quos ille timorum
Maximus haud urguet leti metus. Inde ruendi
In ferrum mens prona viris, animaeque capaces
Mortis: et ignavum rediturae parcere vitae.