309 / 610
men den udelukker ikke, at der gives en Forklaring, en Kritik
af dem. Og her er det nu værdt at lægge Mærke til den Ro,
der er udbredt over det store Værk, og som er holdt helt
igjennem det fra først til sidst. Suhm har, til en vis Grad,
affattet sit Skrift saa objektivt som muligt, og der gaar en vis
Kølighed igjennem det, som man godt kan kalde en Suhmsk
Farve. Allerede i Fortalen til den første Tome siger Suhm:
»Saavidt muligt haver jeg søgt at glemme Fædreneland og
Tro, thi Historien er og bør være en streng Dommer, ej for
vende eller fortie nogen Sandhed?.« Han kan beundre og
glæde sig over Personer og Handlinger, men Udtrykket herfor
er altid maadeholdent, tilbagetrængt; han kan misbillige og
dadle Personers Handlinger, men Udtrykket herfor er aldrig
heftigt, aldrig bittert. Paludan-Miiller gjør opmærksom paa,
at man ingenlundemaa frakjende Suhm Evnen til at kriti
sere, og det er ganske rigtigt, thi Suhm dømmer hele Tiden.
Og dette fremtræder især, naar han har Noget at meddele,
der stemmer med eller imod hans egen Livsopfattelse, f. Ex.
naar der fortælles om haard, tyrannisk Fremgangsmaade, eller
om Overgreb, hvorved enkelte Stænder vinde Herredømmet
over det menige Folk, hvis Sag altid ligger ham paa Hjertet.
Nogle Exempler skulle anføres paa, hvorledes Suhm bliver
subjektiv Historiker og træder, saa at sige personlig, ind i
Skildringen70.
Efter at have fuldendt Fortællingen om Hagbarth og Signe,
taler Suhm saaledes: »Hvo kjender ej i denne mærkelige Til
dragelse vore Fædres Hævn-Begjærlighed, faste Mod og usvige
lige Had og Kjærlighed til Fjender og Venner. Hvilken Lig
hed med Amerikas Vilde. Samme Foragt for Døden, samme
Trodsen i den, samme Haanhed over sine Fjender, samme
Trofasthed mod Venner, understøttet ved et urykkeligt Haab
om en evig Lyksalighed, en evig Samkvem med de Elskte.
Lifligt er det undertiden at skue tilbage i hine raa, men tro
faste Tider, at betragte hine vilde, men ophøjede Sæder, for
hvilke vore smaa Sjæle skjælve, og zitre tilbage, vi som ej
*
J. F. V. Schlegel
citerer flere Steder i Suhms Væ rk, hvor Suhm
»med sædvanlig Upartiskhed« har skrevet om Danmarks Lensbaand til den
tydske Kejser. Schlegel, Danmarks og Hertugdømmernes Statsret. I. Kbh.
1827, S. 27.
»H istorie a f D a nm a rk .«
2 9 1
19*