PeterFrederikSuhm

2 9 4

P eter F red erik S uhm .

hold ligeoverfor Skaaningerne: »Historien bør være retfærdig

og ej overklistre store Folks Laster.« Absalon befordrede Hie

rarkiet og Aristokratiet; Hierarkiet blev knækket ved Reforma

tionen, men om Aristokratiet siges, at dette »endnu paa nogen

Maade føles.«

Det omtales, at Magnus Gissurs Søn i Aaret 1188 sejlede

to Gange fra Island til Ribe, hvilken Meddelelse giver Anled

ning til følgende Bemærkning: »Saadan fri Handel maatte

nødvendigvis befordre Islands Velstand og holde National-Gej-

sten vedlige, uagtet al den indbyrdes Uro, hvormed Landet

var plaget; men den Gang var og Island en fri Stat.«

I Anledning af Dronning Ingeborgs ulykkelige Forhold i

Frankrig siger Suhm: »Dersom Ingeborgs Breve havde været

ligesaa smukt skrevne som Ovidii Sørgebreve, saa vilde Verden

have talt mere om hendes Lidelser end om hin store romerske

Digters, tbi hendes overgik langt hans.«

Da Suhm skrev sine »Tanker om Vanskelighederne ved

at skrive den gamle danske og norske Historie« udtalte han

sig saa skarpt som vel muligt imod at benytte »Kæmpeviserne«

som historisk Kilde. Denne Mening har han dog forladt og

man vil i hans »Historie af Danmark« oftere træffe paa Epi

soder, hvor han drager Viserne frem. Saaledes siger han om

Erik Glippings Drab: »Til Kongens Mords Beskrivelse tager

jeg Kæmpeviserne herom til Hjælp; thi endskjøndt de ere

satte i en nyere Stil, saa ere de dog vist meget gamle, og an

fører den svenske Historieskriver Ericus Olai dem allerede.«

Og Visen om Niels Ebbesen er ogsaa benyttet, som det vil

sees af følgende Citat, i hvilket Suhm dømmer om denne

Mands Bedrift. Han fortæller, hvad der bragte Niels Ebbesen

»til den fortvivlede Beslutning at dræbe Greven midt i sin

Lejr. Naar man henseer til Følgerne, og at dette lagde den

første Grundvold til Danmarks Hæder og Held, saa kan man

gjerne være enig i de store Berømmelser, vore Skribentere

derfor lægge paa ham. Saaledes ligner Hvidtfeld ham med

Mucius Scævola, og Holberg vil, at han har fortjent en Æres-

Støtte; men et Mord kan dog aldrig blive en moralsk god

Gjerning. Imidlertid maa man tilstaa, at om det er rigtigt,

hvad Visen fortæller, at Niels havde Samtalen med Greven,

og deri tilsidst undsagde ham, saa forandrer det meget Sagen.«

. . . »Heinze viser ret godt, at Niels Ebbesen begik efter Tider-