313 / 610
»Historie
af Danmark.«
295
ipféif:- '■■ ■'
■/h
nes Tænkemaade ingen Ugjerning og at han bør ansees som
Fædrelandets Befrier; men prise kan jeg dog ikke hans Hand
ling.«
Kjender man Suhms »Euphron« og har man læst f. Ex.
hans »Blandede Tanker,« saa vil man ved at læse disse Citater
let iagttage den Overensstemmelse, der er i Opfattelsen af mange
betydningsfulde Forhold, saaledes som den er udtalt i disse
Skrifter og i »Historien af Danmark.« Men Citaterne ville
ogsaa vidne om, at dette Skrift ingenlunde helt igjennem er
en kjedelig Aarbog; thi er der end mange tørre Referater,
tales der end ofte frem og tilbage, naar forskjellige mod hin
anden stridende Beretninger føres frem, saa er der mangfoldige
Steder, hvor man støder paa en god Fortælling, især naar der
ligger en nordisk Saga eller et Stykke af Saxos Værk til Grund.
Og bestandig støder man paa Vejledning til at forstaa Tiderne
og paa Domme over disse. De sidste Dele af Historien antage
mere end de tidligere Karakteren af en Dagbog, hvilket kan
komme af, at Suhm ikke har magtet, at udarbejde Fortællingen
i en bredere Form, men nok saa meget af, at Aktstykkerne,
Diplomerne, Brevene, alt som Historien rykker frem, stadig
foreligge i større og større Antal, saa at Følgen let har kunnet
blive omfangsrige Referater af disse Kilder, eftersom det laa i
Planen, at ethvert af dem skulde have sin Plads i dette hi
storiske Værk.
For at give et Vidnesbyrd om, hvorledes Suhm kan for
tælle, meddeles først hans Karakteristik af Knud den Store,
^der tillige kan tjene til Prøve paa de Karakteristiker, med
hvilke hver Konges Historie afsluttes73.
Naar man betragter den Maade, paa hvilken han erlangede
Kronen af Engelland, de mange Voldsomheder og Tyrannier, han
i sine første Regjerings-Aar udøvede, saa kan han ikke regnes
iblant de gode Konger, og han ved intet undskyldes, uden ved sin
Opdragelse, og Tidernes Tænke- og Handlemaade; Dog bliver man
igien forsonet med ham, saasom man mærker, at han forbedrede
sig, og blev efterhaanden endog saa andægtig, ved Omgang med
sin Dronning
Emma,
og med den Engelske Geistlighed; Vel sandt,
at hans Andagt var blandet med megen Svaghed og Overtroe, men
det maae atter skrives paa Tidernes Regning. Engellænderne be
rette eenstemmig, at hans Andagt og Forbedring viste sig især efter