368 / 610
3 5 0
Peter Frederik Suhm.
hawer blev beskikket, Tauber blev først 1781 forflyttet til
Odense.
Den største Række Breve, 25 i Tallet, er fra
Benjamin
Dass
og gaar fra 15. Februar 1755 til 9. Oktober 1763. Bre
vene ere omtalte tidligere, og der skal derfor ikke d'sæles ved
dem paa dette Sted. Det er kun et Udvalg af Dass’s Breve,
som Nyerup har meddelt, og Udgiveren siger om dem: »At
disse Skrivelser forresten, foruden det litterære Indhold, har
handlet om mange økonomiske og huslige Affærer og Familie
anekdoter, som her ere udeladte, forstaar sig af sig selv.«
Desværre! maa der føjes til; thi da de originale Breve ikke
ere bevarede, er der med dem gaaet meget biografisk Stof
tabt til Oplysning saa vel om Suhm som om andre af hans
Samtidige. Dass’s Breve ere meget underholdende at læse for
den, som er noget inde i den Tids videnskabelige og litterære
Liv; de ere livligt skrevne, og uden at blive bidende ere de
ofte godmodig snertende. De bære dertil et Præg af Sand
hed, som det gjør godt at lære at kjende: Benjamin Dass
træder lyslevende frem igjennem dem.
De følgende Korrespondenter ere hancelliraad
Karl Deich-
mann
i Porsgrund,
Jon Erichsen
, Biskop
Hannes Unsen
i
Skalholt, Præsten
J. C. Grave
i Norge; denne gejstlige Mands
Breve dreje sig mest om de landøkonomiske Forhold i
Norge.
De Breve fra
Gunnerns,
som Nyerup har udgivet, dreje
sig om Gunnerus’s egne Anliggender og om det trondhjemske
Videnskabers Selskab". De Planer, han havde om at blive
forflyttet til Christiania Bispestol, bleve ikke fuldbyrdede, thi
han døde i September 1773 i Christianssund paa en Visitats-
Rejse. Suhm har ikke offentliggjort nogen Minderune over
ham, maaske blot fordi han paa den Tid endnu ikke vai be
gyndt at skrive den Slags Mindeskrifter. Men han har givet
Bidrag til hans Karakteristik i det tiende Bind af de »Samlede
Skrifter,« hvor han blandt andet siger om ham, at »han var
visselig en ret [o. rigtig] god Mand, meget omgængelig og
jovial.« I et Brev skrevet den 3. Juni 1775 til »Hr.
Ole Irgens,
Stigts Provst og Sogne Præst ved Dom-Kirken i Tronhiem«
berører Suhm den sørgelige Tilstand, i hvilken Dødsboet var
efter Gunnerus’s Død, det var nemlig fallit. I dette samme
Brev skriver Suhm: »Vær af den Godhed at annamme 169