119 / 289
Oldermandsskifter
1 1 5
»Maa jeg først udtale min hjerteligste og dybtfølte Tak til mine kære Kolleger i
Københavns Murer- og Stenhuggerlaug for den storstilede Fest, De har arrangeret
for mig, og for de mange anerkendende Ord, der er udtalt — og dernæst en varm
Tak til vore højtærede Gæster, fordi De beærer denne Fest med Deres Nærværelse.
Men i øvrigt: Hvad skal jeg sige? Mine Ord vil ikke meget sige! Over for al
denne Hyldest føler jeg mig ganske overvældet — og helst tav jeg helt stille! Jeg er
en beskeden Mand, hvad min egen Person angaar; men over for Medlemmernes In
teresser i vort gamle Laug har jeg just ikke været saa beskeden, hvilket jeg stundom
har maattet høre og ogsaa føle ilde for baade af Arkitekter og Ingeniører, hvad der dog
ikke rørte mig, da jeg vidste, at jeg havde langt de fleste af Medlemmerne med mig.
Jeg kan ikke ret forstaa, hvorledes jeg har gjort mig fortjent til al den Æresbevis
ning, Københavns Murer- og Stenhuggerlaug ved denne som tidligere Lejligheder
har tildelt mig; thi at et Menneske, hvem Vorherre har givet et godt Helbred og en
nogenlunde normal Forstand, søger at gøre sin Pligt paa den Plads, der af Kolleger
og Medborgere er ham anbetroet, burde være en Selvfølge og berettiger ikke til sær
lige Æresbevisninger — jeg tør næsten sige tværtimod! Thi det er jo et Held for en
Mand, naar der gives ham Lejlighed til at forvalte det Pund, der blev ham givet,
at øve sine Kræfter, at spinde sin lille Islæt paa Tidernes Vævestol! Det giver Livet
Indhold og skaber den Arbejdsglæde, der er Livets højeste Lykke.
Jeg vil slutte, som jeg begyndte, med at udtale min dybtfølte Tak for den store Ære
og Tillid, De har bevist mig. »Mindet lader som ingenting, er dog et lønligt Kildespring«.
Jeg vil bevare Mindet om de mange Aar og denne Aften i Københavns Murer- og Sten
huggerlaug som en tro Kammerat og Følgesvend under Resten af min Livsvandring.«
Efter at Æresoldermandenhavde sluttet sinTakketale, fikMurer
mester Albert FugmannOrdet for enTale for FruAgnes Wildt, der
ikke var til Stede. Der holdtes endnu nogle Taler, flere Sange blev
afsunget, og et stort Antal Lykønskninger blev læst op. Under det
efterfølgende Kaffebord fik Æresoldermanden overrakt enKopi en
miniature af Faugsbanneret; ved Midnatstid sluttedeOldermand Ei-
sing Festen og ledsagedeÆresoldermanden til hans Hjem.
Det andet Oldermandsskifte i Fauget i disse femogtyve Aar ind
traf i 1946. Sidst paa Aaret 1944 overgav Oldermand Eising til Be
styrelsen 14.000 Kr. i Obligationer til Oprettelse af et Legat, der
skulde bære hans og hans Hustrus Navn og var tænkt anvendt til
Uddannelseshjælp for trængendeMurersvendeogMurerlærlinge, idet
Eising mindedes de Vanskeligheder, han selv havde haft i sin Ung
dom. Desudenvar Oprettelsen af Legatet, efter hvad Eising selv ud