FrederikBøgh

og træder meget smægtende frem og siger sit

Nummer 6, saaledes lydende:

Fyldige Lokker, der yndig sig bøje

i en fortryllende Krans,

underfuldt Liv i det sprudlende Øje

rent har forvirret min Sans;

Deres — min Frøken! — er Lokkerne bløde,

Deres de funklende Blikke, som gløde.

Hun svarede, rigtignok noget haardt, men sagtens

i Bevidsthed om Devisens virkelige Anvendelig

hed paa ham:

Og Deres er Talen, den vamle og søde,

og Deres er Blikket, det dumme og døde.

„Lieutenanten“ blev saa ynkelig og var saa

morsom — Du skulde blot have set det. N i c o 

laj. raabte sit Nummer op, og fremtren Jomfru

G .; han læste:

Gyngende,

syngende,

Armen omslyngende,

flyve vi svævende,

henrykt og bævende,

let paa de klingende,

smertebetvingende

Tonernes Vinger.