FrederikBøgh

109

og saa er man Noget“. Ni c o l a j var nu først

et Suk, dernæst et Smil, saa en Rose og endelig

en af Amors Pile. Da han var det sidste, havde

hans Dame budt sin anden Arm til Hr. O .; hun

spurgte nu N., hvad han vilde være, han svarede

meget ømt: „En af Amors Pile“ ; dernæst vendte

hun sig til Skolelæreren, som med forbavsende

Hurtighed udbrød: „En Pæstenak“.

Det lød

latterlig.

Og saa spillede han Frøken O. et net

Puds. Du véd jo nok, hvordan det er at sidde

paa Stolen med Ret til at sende Herrerne bag

denne. Frøken O. har nu en vis Svaghed for

at fjærne saa mange som muligt; vi Herrer stode

saaledes ulykkelige bag hendes Stol, N i c o 

laj var nu den sidste; han blev hentet frem, og

meget ærbødig bad han hende at undskylde, at

han ikke kunde danse med hende; men — han

var „saa gruelig træt“ .

Saa fik hun slet ikke

danset den Gang. Det var jo grumme uforskam

met; men Indfald var der dog i det. Og tænk

Dig saa, da vi dansede Mazurka, standse vi

meget forundrede ved, at Spillemanden pludselig

holder op; han rejser sig ganske rolig og siger

følgende klassiske Ord: „Tillader De, at min

Næse bløder?“ Han fjærnede sig nu under me

gen Munterhed, og Hr. O. tog Violinen og spil

lede os en hurtig Polka. Senere opførte han en