375 / 499
367
heden gik med en indre Utilfredsstillelse. Gud
fri os fra, at dette nogensinde skulde kunne ske!
Jeg har — det kan jeg idag sige Dig med
Sandhed — det inderlige Ønske, at vi dog, jo
mere vi komme til at leve med hinanden, maa
voxe sammen, som det ret sømmer sig for Mand
og Hustru, maa eje hinanden fuldt og hélt og
lejende hinandens inderste Tanker. Du begyndte
med kun at ville give mig „visse Procent“ af
Dig og forstod næsten ikke, at jeg ikke kunde
lade mig nøje med Mindre end alle hundrede
Procent. Nu ejer jeg dem, siger Du mig, og
dog føler jeg og véd, at jeg kan komme til at
eje dem i endnu langt højere Grad. — Imorges
traf jeg tilfældigvis i en Bog paa følgende Linjer:
„Havde En været hende Alt, vilde ikke saa Mange
være bievne hende Meget.“ Denne Ytring bragte
mig ganske naturlig til at tænke paa Begyndelses
stadiet i vort Forhold, da jeg forlangte at ville
være Dig Alt og da Du ikke kunde opfylde dette
Forlangende og næppe forstod, at jeg kunde
fremsætte det. Siden har Du forstaaet mig ogsaa
heri og givet Dig hélt hen til mig. Men som
min Hustru vil Du gjøre det endnu fuldere, at vi
dog kunne naa det Bedste, Jorden har at give.
Min søde, lille Kone, tør jeg haabe derpaa? Du
vil jo dog o f t e a f D i g s e l v tit og mange