292 / 719
2 8 2
Olaf Olsen
og desavoueret sønnens beslutning. Man kan kun gætte.
Men mest sandsyn ligt er det, at prins Christian selv hur
tigt kom på andre tanker, thi allerede fire dage senere,
16. december 1625, udgik der med prinsens underskrift
et åbent brev om den store uskikkelighed på Island, hvor
en del kvindfolk lod sig beligge og ikke ville tilstå, hvem
barnefaderen var. Sådanne kvinder skulle fra nu af, hed
der det i brevet, sendes til København, for at de kunne
få deres fortjente stra f
.74
Denne straf kan dårligt være
andet end indsættelse i tugthuset.
Axel Arnfeldts memorial er interessant i mere end een
henseende. Den viser, at selv om de løse kvinder sattes
til det simp leste og enkleste arbejde i kvindeafdelingen,
nem lig spinding, så var de genstridige og uduelige arbej
dere, der nok måtte volde en fabriksherre bekymring. At
de tillige sku lle være „huset til forargelse“, lyder paro
disk i nutidens øren, men er måske ikke så mærkeligt,
når man betænker, at tugt- og børnehuset på dette tid s
punkt hovedsagelig fungerede som opdragelsesanstalt og
håndværksskole for børn. Der var i 1625 i anstalten ca.
15 mænd og 40— 50 kvinder, hvoraf ca. 30 var indsat
for lejermål. Men der var på samme tid ikke mindre end
5— 600 børn. Den grove tone og kivagtighed, der utvivl
somt prægede livet i kvindestuen, og den genstridighed
og modviilighed, der her blev husets embedsmænd til
del, har sikkert haft højst uheldige virkninger på bør
nene, der ikke var forvænte med underholdning og der
for nok, trods lukkede og låste døre, har vidst at følge
begivenhederne blandt tugthuskvinderne med nysgerrig
hed og morskab.
Omend der således var grund til med prins Christian
at nære modvilje mod de løse kvinder i tugthuset, fort
satte tilgangen jævnt de følgende år, kun modvirket af
de store epidemier, der gjorde voldsomme indhug blandt
fangerne. Hårdest ramtes børnene, men heller ikke de