525 / 719
Luftskipperen Joseph Tardini
515
Gondolen im ellem Himmel og
Hav
Ligner en vingeskudt Fugl,
Som flagrer hen over den
vaade Grav
Og ængstelig søger et Skjul.
Saa Aanden paa Tankens
dristige Vei
Svim ler og daler i Hast;
Ak, Idealets Høide vi ei,
Kunne holde i Længden fast.
See! Fuglen stedse gaar mere
lavt,
Vingen fast Havfladen naaer;
Tardini sam ler sin sidste Kraft,
Udi Bønnen Styrke han faaer
„Har jeg fristet Dig, saa tilgiv,
o Gud!
Lad mig døe i fremmede Hav!
Men m it skyldfri Barn frie
Du ud,
Fra Afgrundens aabnede Grav!“
Saa talt — og et Spring — og
i Dybet han sank,
Og drak Døden i Bølgernes
Favn;
Medens Luftbaaden fløi, lettet
og rank —
Med hans Kjære til frelsende
Havn.
*
0 , Tidsaand! Dig see paa
Tardini i S p eil!
Naar Du seiler for høi en Sø.
Frist ikke Gud! men reeb
Dine Seil,
Paa Luftseilads let Du kanst
døe.
5.
Og sluttelig meddelte en Annonce den 1. November:
„Luftseileren Joseph Tardini med flere nye Kunstgjen-
stande er opstillet i Vox-Cabinettet i Frederiksbergallee
Nr. 1“. Stort højere op paa Berømmelsens Tinde naaede
kun de færreste i hine Dages København.
Kun ét stod endnu tilbage; men det var til Gengæld
ogsaa det vanskeligste, nemlig Boets skifteretlige Be
handling. At Publikums medfølende Indstilling overfor
Annetta og hendes Barn ikke havde gjort Forholdet mel
lem Capozzi paa den ene Side og Tardinis „anerkjendte
Hustru“ og hendes Barn samt Lass paa den anden bli
dere, behøver næppe nogen yderligere Understregning.
Capozzi svor dem en sviende Hævn, og da det, der sved
stærkest paa ham selv, var af økonomisk Art, satte han
alt ind paa at skade dem mest muligt paa dette, heller
ikke for dem uvæsentlige Punkt.