238 / 322
221
er som de almindelige Beboelseshuse? Man kan maaske sige
om Fortidens mægtige Kirker og Katedraler, at de ogsaa har
en kunstnerisk Værdi, og dog var det ikke Bevæggrunden til,
at de blev opførte. Grunden var denne, at man
vilde æ re Gud.
Men selv om vi er glade for det smukke Kirkehus, vi er sam
lede i, saa var den drivende Kraft til dets Opførelse dog ikke
at smykke Gaden og Byen. Nej, Grunden til, at Huset blev
rejst, var alene denne:
Vi vil h jæ lp e M enn esker til al gøre
en ny B egynd else.
Saa melder det Spørgsmaal sig straks:
Trænger M enne
sk er
til at gøre en ny Begyndelse? Der er nogle, som er saa
godt tilfreds med sig selv og med Forholdene, at de absolut
ikke føler nogen Trang til at gøre en ny Begyndelse i Øje
blikket — nemlig saalænge de
har Medvind.
Thi denne T il-
fredshedsfølelse, som udelukker al Trang, er betinget af, at
man har Medvind; og det har man som bekendt ikke hele
Livet igennem. Der kommer Standsninger, hvor Spørgsmaa-
let om en ny Begyndelse bliver aktuelt.
Der er andre
Mennesker, som er helt godt tilfredse med sig selv, men ikke
med Forholdene. Forholdene er efter deres Mening i højeste
Grad trængende til Forandring. Og det er vel vanskeligt at
benægte det. Der har vel været en Tid, hvor man mente, at
den enkeltes Personlighed og Livsindhold var uafhængigt af
de omgivende Forhold. Senere slog man om i det modsatte
og hyldede den Opfattelse, at det var Forholdene, som skabte
Mennesket. Jeg mener, at vi nu skulde være komne saa vidt,
at vi forstod, at Forholdene og de Mennesker, som lever un
der disse Forhold,
staar i V ekselvirkn ing
med hinanden.
Snart maa en Begyndelse til en Forandring ske i Forhol
dene, snart maa det være i de enkelte Mennesker, altsaa i
mig selv.
Der er en anden Erfaring, man har naaet til, og det er
denne, at en Forandring, som sker udefra for at virke
indefter, er ikke nær saa solid og virkekraftig som den, der
begynder indefra og virker udefter.
Jesus henvender sig da til
Trangen
til en ny Begyndelse,
naar han kalder ad de fattige, de fangne, de blinde, de
plagede. Ja, er det ikke underligt, at han som Tekst til sin
Tiltrædelsesprædiken i Nazareth netop opleder det Sted hos
Profeten, hvor der tales saa stærkt om denne Trang? Men
det var ikke tilfældigt, saaledés bærer han sig altid ad. Han
begynder sin Bjergprædiken med en Henvendelse til de fat
tige i Aanden, til dem, der sørger, til dem, som hungrer og
tørster efter Retfærdighed. Da han i et enkelt Ord vil tale om
sig og sin Gerning, udtrykker han sig saaledes: »Menneske
sønnen er kommen at søge og frelse det fortabte« (Luk.
19, 10).