251 / 322
234
og under hans Tilsyn. Den er bygget i Landsbykirkestil med
takkede Gavle, hvide Mure og rødt Tegltag. Den ligger frit
paa Spidsen mellem Hillerødgade og Hulgaardsvej med en
stor aaben Plads foran. Kirkerummet, der er overhvælvet
med Krydshvælvinger, har ca. 500 Siddepladser. I Krypten
findes store og gode Menighedslokaler. Foruden den store
Sal med Plads til ca. 250 er der tre mindre Sale, hvoraf en
er Dagligstue for »Unge Piger« og gamle, og en er Daglig
stue for K. F. U. M. og F. D. F. Disse tre Rum kan ved Folde
døre sættes i Forbindelse med den store Sal. Desuden er der
Kredslokale for F. D. F., Garderobe, Køkken og Toiletter.
Vi siger Tak til alle, der har hjulpet os, saa vi kunde faa
vor Kirke bygget, mest til vore Venner i Præstø Amt og GI.
Roskilde Amt, og alle, som har skænket os særlige Gaver til
Kirkens Udsmykning, og vi ønsker og beder om, at Gud vil
sive os Vilje og Kræfter, saa han kan bruge os i sin Gerning.
H. K . Kalf.
Tale ved Grøndalskirkens Indvielse
23. December 1928.
Af Biskop, Dr. theol.
H. Ostenfeld.
Da opkom d er en Strid mellem Johannes’« D isciple og en Jøde om
Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham : »Rabbi! han, som var
hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav V idnesbyrd, se, han døber, og
alle komm er til ham.« Johannes svarede og sagde: »Et Menneske kan slet
intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. I ere selv m ine Vidner
paa, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham.
Den, som h ar Bruden, er Brudgom ; men Brudgomm ens Ven, som staar og
hører paa ham , glæder sig meget over Brudgomm ens Røst. Saa er da den
ne min Glæde bleven fuldkommen. Han bør vokse, men jeg forringes. Den,
som komm er ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden
og taler af Jorden; den, som komm er fra Himmelen, er over alle.«
Joh. 3, 25— 31.
Den oplæste Tekst fortæller os om det sidste, vi véd om
Johannes Døberen, medens han som fri Mand staar i sin
Virksomhed. Han havde forkyndt det, at efter ham kom den,
som var større, ja saa stor, at Johannes ikke var værdig til
at løse hans Sandalbaand. Nu var han kommen og havde
begyndt med at forkynde sit Budskab: »Tiden er fuldkom
men og Himmeriges Rige er kommen nær, omvender eder
og tror Evangeliet« (Mark. 1, 15). Folk strømmede sammen
om ham, og om Johannes tyndede det ud, hvor der før stod
Tusinder, var der nu langt færre. Det havde Johannes’s Di
sciple ondt ved at tage, og de kommer og beklager sig der
over. Men Johannes kan tage det, her er ingen Bitterhed,