252 / 322
men Glæde over, at han nu er kommen, hvis Vejbereder han
havde været. Han véd, at han har faaet anvist sin Plads, thi
et Menneske kan slet intet tage, uden det gives ham af
Himlen.
Nu er vi samlede for at indvie dette skønne Kirkehus,
der skal afløse den lille Barakkirke, som ikke havde Plads
til ret mange. Det er en Glædesdag, at den nye Kirke kan
tages i Brug til Julefesten. Den er rejst af Menigheden her
ude med trofast og rigelig Hjælp af Venner paa Landet og i
By. Men ud fra den nye Kirke skal lyde det samme Budskab
som fra den gamle, det, som henvender sig til dem, der har
lært den Grundsandhed, at det er vore Kaar, at »et Men
neske kan slet intet tage, uden det gives ham af Himlen«.
Saalænge et Menneske mener, at han kan tage selv og klare
sig selv, saa har han ikke noget med Evangeliet at gøre, det
preller af paa ham. Og at der er Mennesker, som lever paa,
at de kan klare sig selv, er jo en given Ting; de er selv
hjulpne, hvad enten det er deres klare Tanke eller stærke
Villie, som de stoler paa. Der er vel flere, som nok indrøm
mer, at helt kan det ikke slaa til, det slipper op, der be
høves et Tilskud. Men dette Tilskud stoler de saa paa, at
Gud vil give dem.
Men lad os en Gang se paa noget af det, som man kan
kalde aandelige Nødvendighedsartikler, det, som er uund
værligt, om ikke vort Liv skal synke sammen og blive en
Ruin: Frimodighed, Fred, Vished, Tryghed ved Livet, Glæde,
Haab! Overfor disse gælder det, at et Menneske kan slet intet
tage, uden det gives af Himlen. Alt det, vi kan tage selv og
fremskaffe selv, enten det nu er helt eller delvis, det staar
paa meget svage Fødder, og det vil ikke kunne holde, naar
det skal staa Prøven. Thi alt det, som er bygget paa en
Grundvold af os selv og vort eget, det kan ikke staa, naar
denne Grundvold ryster, naar vor egen Kraft ebber ud —
enten det er i trange Tider eller det er, naar det gaar mod
det sidste — saa falder alt det, som hviler paa vor egen Kraft.
Det er saa sandt, at et Mennneske kan slet intet tage.
Men er der da nogen anden Maade at komme i Besiddelse
af det, som vi trænger til for at leve? Der staar: uden det
gives
af Himlen, at vi faar det som Gave. Men staar vi saa
ikke overfor den store Uvished? Gives det af Himlen? Ja,
Mennesker kan drømme og digte derom, men Drømme og
Digte kan ikke staa overfor Virkelighedens kolde Vindpust
— de kan kun trives i Drivhuse. Men det er det Evangelium,
som skal lyde i Kirken, lyde i Kristi Menighed, lyde om
Julen:
den, som er ovenfra, er over alle.
Jesus Kristus er
ovenfra, han er ikke Menneskeslægtens dejligste Blomst, men
han er kommen fra Gud.
- ’Si
235