51 / 322
48
sig ganske godt, men der er ikke noget Mod til at rykke frem. Hvad
er Grunden hertil?
Det er vel den, at der er for lidt aandelig Kraft: »Du har en
liden Kraft«. I Menigheden i Filadclfia (Aab. 3) betød disse Ord vel
kun, at de var en lille Flok. Og det behøver ikke at gøre Herrens
Venner bange. Men hvis det betyder, at de har saa lidt, at det, selv
om de slutter sig sammen, ikke bliver til noget, saa er der Fare paa
Færde. Jeg tror, der i Menigheden herinde er en begyndende Selvs
erkendelse paa dette Omraade. Man begynder at skamme sig over,
at der er saa liden Kraft, man begynder at bede om en Vækkelse
over København. Men hvor de enkelte troende for Alvor beder den
Bøn: »Herre, send os en Vækkelse, og lad den begynde i mit Hjerte
for Jesu Skyld« — der er Vækkelsen alt begyndt.
Visselig vil vi kun tale smaat derom, og dog klynger vi os dertil
med Haab og Bøn om, at det er ad den Vej, der skal naas frem.
I Lys heraf forekommer det mig da, at den aandelige Situation
herinde lægger tre Krav for os.
1.
Mere Bon
— og, Gud ske Lov, der er allerede en hel Del
smaa Bedekredse, og de breder sig.
2.
Mere virkelig Kraft.
Vi har en Del Sværmere. De gør ikke
saa faa Erobringer, og de virker næsten alle ved det ene Ord: Kraft.
Vor Tid hungrer efter Kraft. Men Menigheden ved dog, hvor Herren
har lovet Kraften fra, og kender da ogsaa Vejen i Bønnen om
Helligaanden.
3.
Mere Enhed.
Kirkens Fjender peger paa al vor Uenighed, ja
har i vore Dage samlet deres Angreb mod dette P mkt som aldrig
før. Og der er visselig en alvorlig Brod deri. Skal det blive til noget
med en Fremrykning, maa vi lære at tie med, hvad vi har imod
hverandre og tale højt om, hvad vi er fælles om. Da Kirkesagen
fødtes, var der et Spørgsmaal, som sugende.bed sig fast i Hjerterne
og fik flere og flere Mennesker i Tale. Det var det Spørgsmaal:
Hvor er Menigheden? Men bagved Menigheden dæmrede der et
andet Spørgsmaal:
Hvor er Kirken?
Det er det, Helge Rode taler
om. Det kan ikke være Grundtvigianerne og heller ikke Indre
Mission, der er Kirken, og det kan ikke være Lutheranerne alene.
Nærmest frem imod det at kunne finde Svar paa det Spørgsmaal
fører Kirkesagens særlige Linje: Den ejendommelige Samvirken
mellem den officielle Kirke og det frivillige Menighedsarbejde.
Kirkesagen har sin Rod i den frie Menighedsbevægelse, og skulde
vi vælge et af to, stod vi sikkert uden Vaklen i det frie Menigheds*
arbejde. Men vi tror, at Gud har betroet Københavns Kirkesag
noget særligt paa dette Punkt, og derfor opgiver vi kun nødig
Haabet og fortsat Samarbejde med den officielle Folkekirke. V i tror
da ogsaa, at vore Venner omkring i Landet vil forstaa, hvad dette
er værd og bede Gud bevare det for os, saa Øjeblikkets Vanskelig*
heder ikke skal føre til et Brud, men til at der bliver mere Klarhed
og ny Velsignelse i Samarbejdet.